Baggrund

Citat
”Hele kroppen var hvid, og det var ansigtet også, men der var ingen ansigtstræk i det, det var så opsvulmet, at det var næsten helt glat. Der var ikke andet end en antydning af øjne, næse og mund. Audrey betragtede scenen. Det var, som om tiden havde sat sig fast. Hun vidste, at hun ville skrige i panik.”

”Hviskeleg”, s. 75.

Jan Arnald, manden bag pseudonymet Arne Dahl, blev født i 1963. Han læste allerede som barn mange krimier. Både Agatha Christie og mere hårdkogte værker blev slugt med stor fornøjelse, men det var nu makkerparret Maj Sjöwall og Per Wahlöös serie om Kriminalkommissær Martin Beck, der blev den helt store læseoplevelse for den unge Arnald. Herefter fulgte en lang pause i krimilæsningen.

Arnald uddannede sig i Litteraturvidenskab med speciale i svensk og tysk romantik. Efter endt studie underviste han på universitetet. Han blev redaktør på de anerkendte kulturtidsskrifter “Aiolos” og “Artes”. Desuden blev Arnald litteratur- og teaterkritiker ved dagbladet Göteborg-Posten. Han påbegyndte i 1990 et “smalt” forfatterskab med romanen “Chiosmassakren”, der fik en fin modtagelse i pressen, men som ikke tiltrak sig den store læserskare. I 1995 skrev han sin doktorafhandling “Genrernas tyranni” om Arthur Lundkvist.

I slutningen af halvfemserne vendte Arnald tilbage til kriminallitteraturen. Han stiftede i denne periode bekendtskab med den svenske forfatter Henning Mankells roman “Mordere uden ansigt”. I kølvandet på Mankells bøger opstod der et veritabelt krimiboom i Sverige. Arnald legede lidt med bogstaverne i sit for- og efternavn, og Arne Dahl, forfatteren uden ansigt, blev født.

Arne Dahl debuterede i 1999 med romanen “Misterioso”. I interviews, der altid blev lavet per e-mail, proklamerede Dahl, at hans intention var at lave en serie på ti bind ligesom forbillederne Sjöwall og Wahlöö. Den åbenlyse brug af pseudonym - sat sammen med bøgernes samfundskritiske indhold og høje litterære niveau - fik hurtigt folk til at spekulere på, hvem der gemte sig bag masken Arne Dahl. Nogle gættede på, at det var Jan Guillou eller en anden i forvejen etableret forfatter. Andre mente at Arne Dahl i virkeligheden var en højtstående politimand på grund af det nøje kendskab til politiarbejde, der blev udvist i romanerne. Eller måske var Arne Dahl et kollektiv af forfattere? I sidste ende var det en journalist fra Sydsvenska Dagbladet, der løste gåden. Onde tunger påstår, at det var nogen fra Dahls tidligere forlag, Bra Böcker, der lækkede forfatterens identitet til journalisten i vrede over et nyligt skift til et andet forlag. En lidt mindre intrigant version lyder, at journalisten genkendte Arnald på ørerne. Han havde set et billede, der var blevet taget under den store årlige bogmesse i Göteborg. Her var Arnald mødt op i forklædning som Arne Dahl. Han var blevet sminket tyve år ældre, men ørerne var ikke til at tage fejl af.

Katten var under alle omstændigheder ude af sækken nu. Arnald havde dog opnået det, han ville. Han fik sine kriminalromaner vurderet ud fra deres indhold og ikke ud fra hans navn. Arnald havde frygtet, at hans akademiske baggrund ville blive en hæmsko. Kritikerne kunne måske have set romanerne som en form for “intellektuelt” eksperiment fra hans side i stedet for at vurdere dem som reelle værker for sig selv. Trods afsløringen valgte Arnald at fortsætte med at udgive sine krimier under navnet Arne Dahl. Jan Arnald alias Arne Dahl bor i dag i Stockholm sammen med sin hustru Bitte og døtrene My og Moa.