Kønskrig og fjendebilleder

I denne nye serie udvider Deighton sin motivkreds med krisen i kønsrollerne og i samlivet. Blandt emnerne er de ægteskabelige magtkampe, den brutale skilsmisse, forræderiet mod børnene, den enlige far, stress, den nye permissiveness´ rodede konsekvenser. Det er bestemt ikke problemromaner i traditionel forstand. De er spændende som bare det, overraskende, vittige, handlingsbevægede med funklende replikker. Konflikstoffet kompliceres selvfølgelig faretruende af, at disse agent-kombattanter har adgang til likvidationsgrupper, aflytningsapparater, præcisionsvåben, giftkanyler... Det går værre til end hos Strindberg.

Disse agenters ydre modstandere er langt mere traditionelt tegnede end de indre fjender på arbejdspladsen og i kønnenes samliv. Det er mestendels de sædvanlige fjendebilleder med sovjetiske og østtyske skurke, et arvegods fra forløberne i thriller-genren og fra den kolde krig. De nyeste storpolitiske omvæltninger har blegnet dem yderligere. De amerikanske efterretningsvæsener henregnes også for det meste til skurkeafdelingen.