Hitler-perioden

I det jeg kalder Bernard Samson-serien, indtager Winter en speciel plads. I den optræder Bernards far i Berlin i Hitler-krigens sidste år. Men i øvrigt er det en familiesaga. Vi følger to brødre i årene 1899 til 1945. Den ene bliver en fremtrædende topembedsmand i Heinrich Himmlers Gestapo. Den anden flygter til USA og vender tilbage med den sejrende amerikanske armé til det slagne Tyskland i krigens sidste år. Det er en helt anden slags roman end agent-beretningerne, et fremragende tidsbillede med Hitler-perioden og dens forudsætninger og anden verdenskrig og byen Berlin som fortællingens kraftcentre.

Det bringer os over til Deightons andre værker om disse yndlingsemner. Han er også krigshistoriker. Han planlægger at skrive tolv bind om de vigtigste slag i 2. verdenskrig og især om deres teknologi. Det er foreløbigt blevet til to dokumentariske værker: Jagerpiloter , historien om slaget om England i august-september 1940, og Blitzkrig om Hitler og hans generalstabs strategiske planlægning af de lynaktioner, som førte til de første overvældende sejre. Den går frem til Frankrigs fald og evakueringen af de engelske styrker fra Dunkirk i sommeren 1940. De bygger på hans selvstændige arkivundersøgelser.

Denne enorme materialesamling og denne grundige research gør hans opdigtede verdenskrigs- og Hitlertidsromaner dejligt konkrete. Han ved besked.

Lad mig især nævne Besejret og Besat , et science fiction-billede af et England, der er blevet tysk protektorat. Churchill er hængt i Berlin, den engelske konge sidder fængslet i Tower, hans datter Elizabeth (virkelighedens nuværende dronning) er en besværlig politisk flygtning i Australien. SS regerer over Scotland Yard. En ung engelsk politimand indblandes på denne baggrund i et spionslagsmål om at atomhemmeligheder mellem SS, værnemagten og den engelske modstandsbevægelse. Et rystende billede af,hvordan det kunne være gået.

Egentlige krigsromaner er f.eks. Natangreb og Farvel Mickey Mouse .