Junot Diaz er født den 31. december 1968 i San Domingo, hovedstaden i den Dominikanske Republik, som yngste barn i en søskendeflok på tre. Her boede han de første år af sit liv sammen med sin mor og sine bedsteforældre, mens hans far arbejdede i USA. I midten af 70'erne emigrerede resten af familien for at blive genforenet med den arbejdende far og bosatte sig i New Jersey.
Dette opbrud markerede naturligvis et vendepunkt i den unge Diaz' liv, med alt hvad det indebar af såvel afslutning som begyndelse. Den nye tilværelse i USA forekom i første omgang skræmmende, og han begravede sig i tegneserier, science fiction og fantasy-litteratur. En interesse, der siden kom til at manifestere sig tydeligt i hans forfatterskab.
Efterhånden som han blev ældre og stadig mere amerikansk, forekom hans spanske hjem nu at være dét, der var anderledes, og denne oplevelse af splittethed, som vel må siges at være almindelig hos ud/indvandrere, blev en drivkraft i hans skrivning.
I 1992 færdiggjorde Diaz sin BA i engelsk fra Rutgers College, og kort efter modtog han et brev om optagelse på Cornell University, New York. Det overraskede Diaz temmelig meget, da han ikke havde ansøgt – men det havde hans daværende kæreste til gengæld gjort på hans vegne. Tre år senere blev han kandidat i finkultur fra Cornell.
Allerede på Rutgers havde han truffet to store personligheder, der opmuntrede ham til at skrive videre: Toni Morrison, afro-amerikansk forfatter, der i 1993 modtog Nobelprisen i litteratur som den første sorte kvinde, og Sandra Cisneros, forfatter af mexicansk afstamning, der blandt andet er kendt for sin inddragelse af spansk i sine engelsksprogede tekster. Et greb, som også Diaz med stor behændighed benytter i gennembrudsromanen “Oscar Wao og hans korte og forunderlige liv” fra 2007.
Til trods for sin spirende forfattervirksomhed måtte Diaz forsørge sit studieliv med mange forskellige jobs, lige fra opvask til levering af pool-borde. Den slags aktiviteter har han dog nu lagt bag sig. Ved siden af forfattervirksomheden er Junot Diaz i dag professor i skrivning ved MIT og litteraturredaktør på the Boston Review.