1850-1854

I Bleak House (1852-53) rettede Dickens skytset mod det engelske retssystem; en arvesag løber i årevis, indtil omkostningerne har slugt hele den omstridte arv; juraen spreder tåge over sagen, som novembertågen indsvøber London. Bogen giver et vældigt billede af England midt i det 19. århundrede; der kan synes langt mellem aristokratiet og samfundets usleste lag, alligevel er det gadefejerdrengen Jo, der viser Lady Dedlock vej til hendes ungdomselskedes grav på en fattigkirkegård. Blandt de mange bipersoner træffer vi inspektør Bucket, vist nok den første engelske romandetektiv.

I Strenge tider (1854) fører Dickens læseren til en industriby Coketown. En af dens matadorer, Gradgrind, søger at få dens børn opdraget til interesse udelukkende for "kendsgerninger" med udelukkelse af fantasi og følelser; for sent opdager han, at en sådan opdragelse har ødelagt hans egne børns lykke. Bygningerne i Coketown udviser den samme mangel på fantasi, og byen er præget af røg og stank.
Arbejderne får vi et tiltalende billede af, men de vildføres af en tilrejsende fagforeningsleder, fremstillet helt uden sympati.