Baggrund

Emily Elizabeth Dickinson blev født den 10. december 1830 i Amherst, Massachusetts. Hun var barnebarn af Samuel Fowler Dickinson, som var én af grundlæggerne af Amherst College i 1812, der senere skiftede navn til Amherst Academy. Hendes far var Edward Dickinson, sagfører og kongresmedlem. Emily Dickinson voksede op som det mellemste barn i en søskendeflok på tre med den ét år ældre storebror Austin på den ene side, og den tre år yngre lillesøster Lavinia på den anden. Dickinson tog afgangseksamen fra Amherst Academy i 1847. Herefter gik hun som 17-årig ét år på Mount Holyoke Female Seminary, men stoppede igen på grund af sygdom og stærk hjemvé.

Dickinson var lille fysisk, hun havde rødbrunt hår, fregner og hun klædte sig i hvidt. Hun afviste i en tidlig alder at gå til gudstjeneste om søndagen, hvilket var usædvanligt i New England, hvor de religiøse dogmer gennemsyrede alt i den måde, folk levede på. I stedet søgte hun sit eget personlige forhold til gud, hvilket afspejler sig i hendes digte, hvor naturen og det guddommelige ofte er tæt forbundet. Hun læste og skrev mest for sig selv, men som 20-årig fik hun en åndsfælle, den jævnaldrende Susan Gilbert fra nabobyen Geneva. Sammen læste de Emily Brönte, Charlotte Brönte og Elizabeth Barrett Brownings bøger. Susan blev ansat som lærerinde i Baltimore og blev forlovet med Dickinsons bror Austin i 1853. Parret blev gift i 1856 og bosatte sig i Amherst. Emily var inspireret af Susans selskab og sendte næsten 500 digte og breve til svigerinden i nabohuset. Emily deltog også i de sociale selskaber omkring Austin og Susan, og det var her, hun mødte chefredaktør Samuel Bowles fra avisen The Springfield Republican. Kulturredaktøren ved samme avis, dr. Holland, godkendte omkring 10 digte skrevet af Emily Dickinson i løbet af hendes levetid. Dr. Holland mente egentlig ikke, at Dickinsons digte egnede sig til udgivelse, men hun fik alligevel sit første digt trykt i avisen i 1852.

I 1861 efterlyste redaktør T. W. Higginson litterære bidrag til litteraturtidsskriftet The Atlantic Monthly. Emily Dickinson sendte ham flere af sine digte for at få dem professionelt bedømt. Det udviklede sig til en livslang korrespondance, hvor Higginson gav Dickinson en masse gode råd, som hun dog sjældent fulgte. Dickinson brød sig ikke om, at redaktørerne ville redigere hendes digte. Trods den manglende publicering skrev hun digte hver eneste dag og renskrev dem i papirhæfter. 

Dickinson trak sig efterhånden væk fra det sociale liv og isolerede sig i barndomshjemmet, og hun blev mere og mere opfattet som sær og excentrisk. At hun trak sig tilbage var også praktisk begrundet, da hendes mor blev syg i 1850’erne og som følge deraf blev lam. Det betød, at alt det praktiske arbejde blev udført af Emily og hendes søster Lavinia, bortset fra enkelte opgaver, der blev udført af tjenestefolk. De huslige pligter var meget tidskrævende, og Emily fravalgte det sociale for at få mere tid til at skrive. I den sidste del af Dickinsons liv fandt en række tragiske dødsfald sted blandt hendes nærmeste venner. Emilys far døde i 1874, vennerne Samuel Bowles i 1878, J.G. Holland in 1881, hendes nevø Gilbert i1883, præsten Charles Wadsworth, som Dickinson betragtede som sin nærmeste jordiske ven døde i 1882, og hendes mor døde i 1882. Dickinsons poesi fra den periode rummer en besættelse af døden. I 1886, 55 år gammel, døde Dickinson, ifølge lægen af en nyresygdom. Forinden havde hun bedt sin søster Lavinia om at brænde al sin korrespondance. Lavinia brændte korrespondancen, men ikke digtene. Lavinia opsøgte svigerinden Susan og bad om hjælp til at renskrive og redigere de mange digte. I samarbejde med Mabel Todd og T. W. Higginson udkom ”Poems” i 1890. Digtene blev trykt i elleve oplag.