Adda Djørups ”37 Postkort” fra 2011 er en samling af 37 digte, angiveligt 37 postkort, hvis man tager titlen for pålydende. Digter-jeg’et er en kvinde, der skyder samlingen i gang med et udsagn om altings hastighed, der egentlig umuliggør det at forklare sig. Men kvinden har et dybtfølt ønske om at udtrykke sig, og hun ønsker især at videregive oplevelsen af at være gravid. I et sprog, der både byder på nyskabende sprogbilleder og mere klassisk følelsesladede metaforer, fortæller hun om barnet i maven, der kommer til verden, tager sine første skridt og siger sine første ord.
Scenen sættes både af geografi og årstider, og der skiftes mellem Italiens gyldne eftermiddage og Danmarks blanke, lange dage og mellem vinter og forår. Særligt årstidsmetaforikken er smuk i al sin enkelhed, og de gentagende metaforer som ”hvidtjørnen blomstrede en snestorm om kap” (s. 29 og 34) og ”om natten springer sneen ud” (s. 25 og 28) giver mindelser til Inger Christensen. Det understreges yderligere af sætninger om cikader, som eksempelvis: ”cikaderne har filet dagen til savsmuld” (s. 12).
Der er næsten ingen grammatiske tegn i digtene, der alle begynder med lille begyndelsesbogstav, og de breder sig luftigt ud over siderne. De har en lige venstremargen og en flagrende højremargen. Den luftige, flydende opsætning alluderer jeg’ets flydende tankestrøm.
28960557
Kvinden trækker læseren ind i et refleksionsrum, der udover moderskabet kredser om forsoning. Overordnet giver digtene indtryk af digter-jeg’ets ønske om at forsone sig med rollen som mor, med livet som det er og i sidste ende med døden, for som det hedder i digtsamlingen: ”man må elske det der er man må give lidt / til hver skabning i det mindste et blik / jeg tror at et blik kan være nok at mere kan virke uanstændigt // jeg tror man må leve med det: hudens ensomhed sneen / de forstemte billeder ja alt det / der springer ud og ikke igen kan foldes sammen” (s. 25).
Djørups anden digtsamling er en fin både enkel og ambitiøs, sansende og reflekterende dissekering af livets essens.