Adda Djørup
Foto: Jeppe Bøje Nielsen

Adda Djørup

cand.mag. Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information. Afsnittet om ”37 Postkort” er skrevet af Maria Roslev i 2015. Senest opdateret af Karina Søby Madsen, Bureauet, marts 2020.
Top image group
Adda Djørup
Foto: Jeppe Bøje Nielsen
Main image
Djørup, Adda
Foto: Samlerens Forlag

Indledning

Eksistentielle spørgsmål, hverdagshændelser, metafysik og sproglig entusiasme kendetegner Adda Djørups forfatterskab. I romanen ”Den mindste modstand” skaber Djørup en helt ny kvindekarakter, Emma – en letlevende og begavet dame i 30’erne, der både interesserer sig for filosofi og boller udenom. Tag den!

I digtsamlingen ”37 Postkort” fylder eksistentielle refleksioner over moderskabet siderne.

Djørups særegne, filosofiske bearbejdelse af temaerne identitet og relationer og de til tider overrumplende indslag som en forførende kat i ”Bulgakovs kat” pirrer læserens sanser og nysgerrighed på en horisontudvidende måde. Man bliver simpelthen klogere af at læse Djørup.

 

47588472

Blå bog

Født: 18. august 1972 i Aarhus.

Uddannelse: BA i Litteraturvidenskab.

Debut: Monsieurs monologer. Samleren, 2005.

Litteraturpriser: Statens Kunstfonds Litteraturudvalgs præmiering for nyudgivelser, 2007. Forlagsgruppen Rosinante og Cos hæderslegat, 2007. EU's Litteraturpris, 2010.

Seneste udgivelse: Bulgakovs kat. Rosinante, 2020.

Inspiration: Pippi Langstrømpe.

 

 

 

 

 

Adda Djørup Poulsen læser op til Poetry for Charity på Café Zusammen i København d. 9/9 2010.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Og måske, tænker jeg nu, findes der slet ingen rigtige historier med begyndelse, midte, slutning, måske er der bare alt det der er, og alt det der sker, og de streger vi trækker imellem de punkter, er bare det rene vrøvl og drøm, og den figur der opstår, kunne lige så godt have været en hvilken som helst anden.”
”Fuglene”, i ”Hvis man begyndte at spørge sig selv”, s. 123-24.

Adda Djørup er født den 18. august 1972 i Aarhus, hvor hun også voksede op. Ifølge forfatteren selv var hun allerede som barn interesseret i bøgernes verden: “Jeg var virkelig en læsehest, da jeg var barn. Pippi Langstrømpe var en vigtig figur for mig. Det var en pige, der var fuld knald på. Hun var selvstændig, klog og empatisk. En god rollemodel, set i bakspejlet.” (Kirsten Sterling: Litteraturen som privilegium. Information, 2007-09-29). Ligesom rollemodellen Pippi Langstrømpe har Adda Djørup ind imellem truffet nogle usædvanlige valg. Blandt andet da hun – efter at have gennemført den almindelige skolegang på Katrinebjergskolen på Christiansbjerg i Århus – droppede ud af 1.g, som hun havde påbegyndt på Marselisborg Gymnasium. I stedet arbejdede hun et par år, blandt andet som ung pige i huset, indtil hun atter vendte tilbage til den gymnasiale uddannelse, denne gang ved Frederiksberg Studenterkursus i København.

I 1993 blev hun student, og i årene efter frekventerede hun Københavns Universitet, hvor hun læste litteraturvidenskab og krydrede det med et par fag på Dansk og Spansk. Selv fortæller hun om studieårene: “Jeg var ikke nogen flittig gæst. Jeg var for optaget af selv at skrive til at få afleveret opgaver. Men jeg havde stor glæde af, via studiet, at blive introduceret til diverse forfattere.” (Karina Søby Madsen: Interview med Adda Djørup, oktober 2008.) Den vigende interesse for studiet afspejler sig ligeledes ved, at Djørup hverken kan huske, hvornår hun blev indskrevet, hvornår hun blev bachelor, eller hvornår hun blev udskrevet. Efter studiet arbejdede Djørup som forlagsmedarbejder, voksenunderviser i dansk som fremmedsprog og som gæstelærer på Forfatterskolen i København.

I 2005 debuterede hun som forfatter med digtsamlingen ”Monsieurs monologer”, der to år senere blev efterfulgt af novellesamlingen ”Hvis man begyndte at spørge sig selv”. Mange af novellerne foregår i Sydeuropa, og dermed afspejler de Adda Djørups voksenliv. Hun har selv boet og studeret tre år i Madrid, ligesom hun har rejst en del i Spanien.

Monsieurs monologer

”– For det forfængelige håbs skyld at jeg en dag på en bro ville passere en anden der distræt ville se mig an vel vidende at det blev første og sidste gang. Og så fortsætte sin slentren ud og ind (det er det samme) i byens gange.”
”For broernes skyld” i ”Monsieurs monologer”, s. 64-65.

Adda Djørup debuterede i 2005 med digtsamlingen ”Monsieurs monologer”, der er en samling af den finurlige Monsieurs tankespind.

I første digt vågner Monsieur, der betegnes som ”vor helt” op i et tanketomt og mørkt univers, som han i den øvrige digtsamling fylder med tanker og skabelser. Først skaber han figuren Libelle, der blandt andet er en listig, svigefuld kvinde, som både elsker og foragter Monsieur. Seks digte senere forsvinder hun ud af digteruniverset og erstattes af Monsieurs alter ego Fugl Fønix, der i kristendommen bliver brugt som symbol på Jesus Kristus og på genfødsel.

25615433

Derefter kommer en række digte under overskriften ”OM MIG SELV”. Her skal særligt fremhæves digtet ”Jegsom”, der ender med den poetiske refleksion: ”– Jeg er ikke andet end som”. En sætning, der dels peger på, at et menneske ikke er andet end sine masker, og dels at et menneske tænker og rubricerer sin verden ud fra sammenligninger. Læseren forstår således Monsieur ud fra, hvad han minder os om. Ligesom læseren forstår selve digtværket ud fra sammenligninger med andre digteres værker og således kan være tilbøjelig til en sammenligning med Per Højholts Gitte-monologer, fordi allerede titlen på Adda Djørups værk giver mindelser derom.

Monsieur skaber desuden figuren Mørkeæderen, som tager på en tur langs skabelsens akse. Digtene om Mørkeæderen kan tolkes som en jublende, rablende slingretur mellem tomhed og fylde, mellem intetheden og skabelsens mangfoldighed, der endog er så uendeligt mangfoldig, at verdensrummet udvider sig ud i en tilsyneladende intethed.

Allerede på forsiden introduceres man til figuren Monsieur via en pudsig afbildning af ham. Den forestiller en mand med en interimistisk maske placeret på næsetippen. Forfatteren fortæller om billedet, at det ”passer godt på bogens Monsieur, der er en absurd figur, en parodi på et menneske, en maske.” (Gitte Fangel: Jeg har slugt for mange svaner og for få søm. Litteratursiden, 2005-11-14). Billedet passer ganske rigtig på Monsieurs brug af roller og alter egoer. I det hele taget er han en rablende almægtig fortæller med en vis portion storhedsvanvid og en god mængde fantasi. Det er desuden bemærkelsesværdigt, at Monsieuren ikke har et navn, hvilket betyder, at han kan være en hr.-hvem-som-helst. Det understreger, at mennesket ikke har en fast kerne, en identitet, men at et menneske blot er et udslag af de roller, det spiller.

Hvis man begyndte at spørge sig selv

”Netop nu forekommer det mig at jeg allerede ud af vores første møde kunne have deduceret alt det følgende, helt frem til denne morgen på et hotelværelse i Sevilla lørdag den første august, to år og halvanden måned senere. Nu, hvor vi snart skal skilles.”
”Under gribbesolen”, i ”Hvis man begyndte at spørge sig selv”, s. 174.

Den anden udgivelse fra Djørups hånd er novellesamlingen ”Hvis man begyndte at spørge sig selv”, som udkom i 2007. Den består af 16 noveller, hvoraf flere af de første er situerede i barnets univers, mens den sidste halvdel udelukkende foregår i et voksent univers. Denne bevægelse skaber en sammenhæng på tværs af novellerne. Desuden hænger novellerne tematisk sammen ved, at de alle befinder sig i spændingsfeltet mellem rationalitet og fantastiske elementer.

En novelle, der på eksemplarisk vis afspejler dette spændingsfelt, er novellen med den lange og fiffige titel ”Spøgelser er én af de ting, man skal have set for ikke at kunne tro det”. I novellen drager to sørgende personer, en jeg-fortæller og hans Onkel Otto, til Firenze. Jeg-karakteren er for nylig blevet skilt fra Marianne, og Otto har netop nedsænket sin kone Hanne i jorden. Allerede på togturen til Firenze lufter Otto titlens spørgsmål for sin nevø, og det kommer til at danne afsæt for en lang række samtaler på ferien. Det viser sig, at Otto, som ellers er et meget rationelt menneske – en pensioneret konservator fra museet Glyptoteket – også har en anden og mere metafysisk side. Igennem hele sit voksenliv har han haft ‘et forhold’ til et genfærd af sin afdøde første forlovede, mens han nu, efter Hannes død, er begyndt at se genfærdet af hende i stedet. Og disse metafysiske forhold afslører han nu for sin overraskede nevø, der altid har betragtet Otto som en tør og kedelig onkel. Novellen er et eksempel på, at mennesker ikke altid kan være fuldt og helt til stede, hvor de er, men at de har brug for følelsesmæssige forskydninger, fordi de ikke kan tackle intimiteten i en nær kærlighedsrelation.

26911109

Alle novellerne i ”Hvis man begyndte at spørge sig selv” tematiserer den menneskelige psyke, mellemmenneskelige relationer samt metafysiske og eksistentielle temaer som tro, liv, død og kærlighed.

Novellerne er knivskarpe rids af et eller et par menneskers historier, som fortælles frem. Drivkraften for de enkelte noveller er oftest en enkel, sær sætning eller en besynderlig hændelse, der dels bliver determinerende for novellens udvikling og for novellens karakterer. Fortællerfiguren skifter karakter fra novelle til novelle, og der benyttes både jegfortællere, tredjepersonfortællere og alvidende fortællere, hvorved Adda Djørup dels understreger pointen, at enhver udlægning er en fortolkning, og dels at det menneskelige liv er fuldt af roller og masker.

På forsiden afbilledes hun da også påført et stort sort skæg. Herigennem understreger hun, at forfatterens rolle er at påtage sig masker igennem sine mange fortællere.

Den mindste modstand

”Emma glattede ud og spurgte, hvad man dog skal gøre, når netop det ord, man har brug for, er af den slags, der er blevet strakt til det yderste for at kunne omfatte snart sagt hvad som helst, der falder bare en millimeter ud over det normales kategori. Et ord der, hvis man kan sige det sådan, har mistet elasticiteten.”
”Den mindste modstand”, s. 44.

Med ”Den mindste modstand” fra 2009 får Adda Djørup slået fast, at hun elsker at lege med genrer. Efter at have prøvet kræfter med lyrikken og novellerne er det denne gang en roman, hun diverterer læserne med. Romanen skydes i gang, da hovedpersonen Emmas elskede, JC, rejser til Australien i syv uger, og Emma samtidig arver farmorens sommerhus. Emma bliver sendt på en form for udviklings- og opdagelsesrejse; først syv ugers ophold i det nyerhvervede sommerhus i Tisvildeleje, og dernæst igennem en række menneskelige møder – blandt andet med det dansk-australske rigmandspar Inga og John.

27920586

I det hele taget er Emma, en kvinde i 30’erne, en opdagelsesrejsende i moderne forstand, hvilket betyder, at hun går på opdagelse i viden. For eksempel forelskede hun sig i sin tid i JC, fordi han fortalte hende detaljeret om gopler, og ”hun gjorde kun den mindste modstand” imod hans forførelse. Emma gør heller ikke megen modstand, når tanker trænger sig på – i stedet elsker hun at lade sig overmande af nye ideer.

Ligesom tankerne helst skal flyde frit, så glider Emma også ret frit og smertefrit igennem tilværelsen. Ganske vist er hun lidt ked af sin farmors død og har temmelig svært ved at nedsænke den urne i jord, der indeholder farmorens aske, men hun er ikke umiddelbart ked af, at hendes elskede JC ikke er med til begravelsen. Og dog kan man blive i tvivl, for der er i hvert fald en række følelsesmæssige forskydninger i spil. De kommer blandt andet til udtryk ved, at Emma ikke tager telefonen, når JC ringer fra Australien. Og i hendes forelskelse i rigmandsparret Inga og John, hvor hun ender med at have et lille intimt rendezvous med manden. Men Emma udtrykker aldrig, at hun er ked af det med sine ord, for ordene er i stedet knyttet til konkret viden for hende – hun bruger ordene til at beskrive en gople eller til at sætte spørgsmålstegn ved et utilstrækkeligt ordvalg. Og når det endelig handler om følelsesmæssige situationer, så er det ofte stilheden, der får lov at læge og danne bro. Eller tilfældet – som netop spiller hende et puds, da hun ikke kan forholde sig til, om hun vil være mor.

Adda Djørup siger selv om Emma, at hun er et forsøg på at skabe en morsom kvindefigur, fordi litteraturen mangler humoristiske kvindeskikkelser. (Jeppe Bangsgaard: Oprør mod den tragiske kvinde. Berlingske Tidende, 2009-09-24). Emma minder da også om en moderne udgave af Gustave Flauberts Emma i ”Madame Bovary”. Som denne Emma er hun letlevende ubekymret, men hos Djørup er der tilsat en stor portion filosofisk sprognørdethed og en frisk pludrende registrerende evne. 

37 Postkort

”barnet kom og morgengryet / kom så stille som fodtrin på mos / jeg så det ikke før jeg / lå i lyset og regnen faldt overalt”
”37 Postkort”, s. 15.

Adda Djørups ”37 Postkort” fra 2011 er en samling af 37 digte, angiveligt 37 postkort, hvis man tager titlen for pålydende. Digter-jeg’et er en kvinde, der skyder samlingen i gang med et udsagn om altings hastighed, der egentlig umuliggør det at forklare sig. Men kvinden har et dybtfølt ønske om at udtrykke sig, og hun ønsker især at videregive oplevelsen af at være gravid. I et sprog, der både byder på nyskabende sprogbilleder og mere klassisk følelsesladede metaforer, fortæller hun om barnet i maven, der kommer til verden, tager sine første skridt og siger sine første ord.

Scenen sættes både af geografi og årstider, og der skiftes mellem Italiens gyldne eftermiddage og Danmarks blanke, lange dage og mellem vinter og forår. Særligt årstidsmetaforikken er smuk i al sin enkelhed, og de gentagende metaforer som ”hvidtjørnen blomstrede en snestorm om kap” (s. 29 og 34) og ”om natten springer sneen ud” (s. 25 og 28) giver mindelser til Inger Christensen. Det understreges yderligere af sætninger om cikader, som eksempelvis: ”cikaderne har filet dagen til savsmuld” (s. 12).

Der er næsten ingen grammatiske tegn i digtene, der alle begynder med lille begyndelsesbogstav, og de breder sig luftigt ud over siderne. De har en lige venstremargen og en flagrende højremargen. Den luftige, flydende opsætning alluderer jeg’ets flydende tankestrøm.

28960557

Kvinden trækker læseren ind i et refleksionsrum, der udover moderskabet kredser om forsoning. Overordnet giver digtene indtryk af digter-jeg’ets ønske om at forsone sig med rollen som mor, med livet som det er og i sidste ende med døden, for som det hedder i digtsamlingen: ”man må elske det der er man må give lidt / til hver skabning i det mindste et blik / jeg tror at et blik kan være nok at mere kan virke uanstændigt // jeg tror man må leve med det: hudens ensomhed sneen / de forstemte billeder ja alt det / der springer ud og ikke igen kan foldes sammen” (s. 25).

Djørups anden digtsamling er en fin både enkel og ambitiøs, sansende og reflekterende dissekering af livets essens.

 

Poesi og andre former for trods

”Hun mærker døden i sig mindst én gang dagligt, et øjeblik blæser den hende ren for alt andet. Hun kamuflerer sin smerte med en nynnen og ringer med sin klokke. Hun står lettet op hver morgen og om aftenen når barnet er sunget i søvn, tæller hun årene til det er voksent, og hun kan tillade sig at dø rigtigt.”
”Nej” i ”Poesi og andre former for trods”, s. 139.

Adda Djørups novellesamling ”Poesi og andre former for trods” fra 2015 har meget sigende en pistol på forsiden. Samlingen består nemlig af 17 noveller, hvor stemningen ofte er temmelig hårdt og sort trukket op, og hvor døden er en central med- og modspiller.

Det gælder blandt andet for novellen ”Arthur”, hvor en ulykkelig far har mistet sin søn og nogen gange tror, at han selv er sønnen. I ”Der er ingen ende på Paris” skyder jegfortælleren en potentiel elsker. Og i ”Nej” har hovedpersonen overlevet to dødsfald og en art fødselsdepression, og desuden er hun hypokonder. Ikke fordi hun er bange for døden, nærmere fordi hun glæder sig til at give slip på livet og ansvaret.

51571002

I det hele taget er døden det tema, der gennemsyrer alle novellerne – som en accept af, at døden er en vilkårlig del af livet. Et andet tema, der går igen i novellerne, er trods. I hver enkelt novelle er der personer, der overskrider grænser og gør vanvittige ting. En mor foretager en vanvittig overhaling på motorvejen, en lastvognschauffør slipper grise løs på en golfbane, en tredje går til psykolog bare for at sidde stille og stirre på et billede, og så er der lægen, der tager hen til togstationer og hulker til lyden af togets ankomst. Hver novelle har sine irrationelle momenter som en understregning af, at mennesket ikke er så rationelt, som vi ellers går og forestiller os.

Andre centrale temaer er psykisk sygdom, identitet og familieliv. I novellen ”Sten” behandles seksuelle overgreb, og i ”Brombærdalen” skrives en skrøbelig familieidyl frem, hvor mor og barn skal træde varsomt for ikke at gøre barnefaderen vred.

Den eneste novelle, der tematisk skiller sig ud, er novellen ”Poesi”, der er en art parodi på et forfatterseminar og en selvironisk kommentar til forfatterens egne digteriske evner. Her er stemningen beleven, og det er den såmænd også i de øvrige noveller, selvom de behandler voldsomme emner. Eksempelvis er der en munter triumferende trods og lykkefølelse i den jegfortæller, der i novellen ”Arthur” bliver gift meget ung, og som allerede til sit bryllup har en affære med manden, hvis søn døde for tidligt. Og den samme stemning bobler i hovedpersonen, der i ”Der er ingen ende på Paris”, skyder sin potentielle elsker.

Bulgakovs kat

”Jeg havde drukket kaffe og, som det første punkt i arbejdsrutinen, været igennem dagens aviser (…) Efter en god halv time var mit indre en ovn fuld af empati, rædsel, indignation og gode ideer. På den energi kunne jeg skrive i flere timer, og arbejdet gled let.”

”Bulgakovs kat”, s. 10-11.

Adda Djørups lille fiffige roman ”Bulgakovs kat” fra 2020 handler om en forfatter, der i en art stressfuld, sort protest holder op med at skrive, læse bøger og se film – i stedet vil hun kun beskæftige sig med virkeligheden. Det vil blandt andet sige hendes 5-årige datter. Men snart spænder både virkeligheden og litteraturen ben, for ud af det blå dukker katten Behemot op – som skudt ud af Mikhail Bulgakovs roman ”Mesteren og Margarita” fra 1967. Samtidig rykker redaktøren for et manuskript og banken efter indtægter.

Et centralt tema i romanen er forholdet mellem litteratur og virkelighed. Jegpersonen fortæller indledningsvist, at hun normalt bruger virkeligheden som drivkraft (se citat), men da hun opgiver skriften, er det på grund af en følelse af, at litteraturen alligevel ikke kan stille noget op mod problemerne, der tårner sig op i verden.

47588472

Et andet centralt tema er det moderne menneskes liv og fortvivlelse over alle de roller, der skal jongleres med, og den følelse af stress og til tider apati, der kan følge med. Det moderne karriereorienterede liv får én på hattepulden. Både igennem hovedpersonen og via det manuskript, hun forfatter, da hun alligevel ikke kan lade være med at skrive. Med blå tusch på blankt papir skriver hun om karrieremennesker uden empati.

Da hun står med et færdigt manuskript i hånden, tror man lige, at fortælleren er tilbage på sporet, men selvfølgelig æder den flabede Behemot hele manuskriptet, inden den forfører jegpersonen godt og grundigt. Og så kaster de to sig ellers i grams, alt imens de giver griskhed én over snuden.

Det viser sig nemlig, at Behemot arbejder som en form for verdensomspændende konsulent med et stort netværk blandt fremtrædende politikere og erhvervsfolk, og Behemot tager jegpersonen med til diverse middage i de fine kredse, hvor kat og kvinde hærger og ydmyger hovedpersonerne, der finder en masochistisk nydelse i udskejelserne. I disse scener er der mange referencer til Bulgakovs raptungede, fandenivoldske og skydegalt raserende Behemot, ligesom der er et tydeligt hint til Margaritas deltagelse i Satans bal.

Genrer og tematikker

Adda Djørups forfatterskab kredser om eksistentielle temaer som identitet, relationer, kærlighed, skabelse og tro. Hendes digte er humoristiske, men med filosofisk bid, og de kredser blandt andet om tankeeksperimenter om, hvad det vil sige at være skaberen bag det hele. . I romanen ”Bulgakovs kat” er det forfatteren som skaber, der tematiseres, og hvilken rolle kunsten og kunstneren kan spille i en moderne medieret virkelighed, hvor katastrofer kontinuerligt bliver smidt i hovedet på os alle. Måske er det bedste modsvar at lave kunst uden intentioner, synes svaret at lyde

Mange af Adda Djørups noveller foregår i et sydeuropæisk univers, især i Italien, men også i Spanien, og mange af hovedkaraktererne er italienere og spaniere. Ved at overskride landegrænser og vælge litterære karakterer uden for Danmark manifesterer hun, at de nationale grænser mest af alt er en identifikation.

Hun tematiserer desuden et emne som normalitet. Hvad vil det sige at være henholdsvis normal og gal? Og hvordan skal man forholde sig, hvis ens egen bror som resultat af psykisk sygdom slår ihjel? Det er omdrejningspunktet i novellen ”Under gribbesolen” fra novellesamlingen ”Hvis man begyndte at spørge sig selv”? Redder man ham bedst ved at tilstå eller ved at skjule?

Vigtigst af alt kredser både digtsamlingerne og novellerne om emner som identitet og relationer. I ”Monsieurs monologer” iscenesættes identitet gennem en række masker og roller, som Monsieuren kan tage på og agere. I novellen ”Fuglene” tematiseres, hvordan man kan leve i overensstemmelse med sig selv og acceptere sig selv, som man er. Den kvindelige hovedperson føder små fugle ud af munden. Fuglene kan læses som et billede på identiteter, at hvert enkelt menneske er helt unikt, eller som et symbol på kvindens tanker og følelser. I novellen tematiseres desuden, hvad der sker i et forhold, når den ene part forandrer sig fuldstændig. Hvordan kan man formidle denne ændring til sin partner? Hvordan kan man forblive en enhed? Hvordan kan man leve med sig selv?

I romanen ”Den mindste modstand” er identitet og relationer også i spil, blandt andet i Emmas søgen efter lysten til moderskabet og i Djørups udforskning af en morsom kvindekarakter.

Beslægtede forfatterskaber

Når Adda Djørup bliver spurgt, hvad der er hendes yndlingsroman, siger hun: ”Jeg kan da nævne Virginia Woolfs ”To the Lighthouse”. Den gjorde indtryk på mig, fordi det var en af de første store modernistiske romaner, jeg læste, med en masse stemmer, der væver sig ind i hinanden. Og så kan jeg nævne Celine’s ”Rejse til nattens ende”. Den slog benene væk under mig. Det er den mest rå, illusionsløse roman, jeg nogensinde har læst.” (Kirsten Sterling: Litteraturen som privilegium. Information, 2007-09-29).

Hos Adda Djørup er grumheden ikke nær så eksplicit som hos Celine, men der skrives i hvert fald en række grumme skæbner frem. Blandt andet den psykisk syge Faster Cora i novellen ”Cora” i ”Hvis man begyndte at spørge sig selv”, og også Jorge, der er blevet gal, og araberen, som han slår ihjel, i novellen ”Under gribbesolen” i samme novellesamling. 

Desuden er Djørup indimellem lige så fuld af sammenvævede stemmer som Virginia Woolf, blandt andet i novellen ”Under gribbesolen”, hvor flere fortællerstemmer afløser hinanden, og i ”En inderligt ligegyldig historie”, hvor en fortællerstemmes historie benyttes som afsæt for associative indre monologer i hovedkarakteren Anna.

Også Karen Blixen spøger i forfatterskabet. De to forfatterinder deler evnen til at jonglere med identiteter, til at behandle eksistentielle tematikker og til at skrive temaer frem på symbolsk vis. I novellen ”Der er ingen ende på Paris” fra novellesamlingen ”Poesi og andre former for trods” sender Djørup en hilsen til Blixen, da hovedpersonen identificerer sig med ”baronessen” og føler sig som dagens jæger.

Enkelte associationer til den amerikanske forfatter Paul Auster findes også. Blandt andet giver novellen ”Manolito med en halv vinge” mindelser om Austers roman ”Mr. Vertigo”, idet begge fortællinger præsenterer karakterer, der lever på kanten af samfundet, og som kan flyve. Desuden minder karakteren i novellen ”Intime minder om måske aldrig fundne steddragelser” om adskillige af de mandlige karakterer, der befolker Austers forfatterskab. Ligesom Austers karakterer stiller han spørgsmål til sin eksistens og sit eksistensgrundlag.

Sidst, men ikke mindst, kan Adda Djørups poesi og karakteren Emma i romanen ”Den mindste modstand” trække tråde tilbage til Per Højholts Gitte-monologer, og flere af hendes digte og korte noveller indeholder elementer, der kan minde om Peter Adolphsens forfatterskab. Både Adolphsen og Djørup er således drevet af en filosofisk erkendelsestrang og en evne til at parre det hverdagslige med det metafysiske og sammenkoble det med finurlige sætninger og metaforer. 

Bibliografi

Lyrik

Djørup, Adda:
Monsieurs monologer. Samleren, 2005.
Djørup, Adda:
37 Postkort. Samleren, 2011.

Noveller

Djørup, Adda:
Hvis man begyndte at spørge sig selv. Samleren, 2007.
Djørup, Adda:
Poesi og andre former for trods. Samleren, 2015.

Romaner

Djørup, Adda:
Den mindste modstand. Samleren, 2009.
Drørup, Adda: Bulgakovs kat. Rosinante, 2020.

Dramatik

Djørup, Adda:
Korus’ Kabaret. Opera, 2011.

Om forfatteren

Links

Bogomtaler, henvisninger til interviews, bibliografi mm.

Artikler

Rösing, Lilian Munk:
Mellemzonens rummelige hvirvler. Kritik. - Årg. 40, nr. 186, 2007 (Side 41-44).
Skov, Maria:
At tænke som Emma. Information, 2009-09-23

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Djørup, Adda'

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Fangel, Gitte:
Jeg har slugt for mange svaner og for få søm. Litteratursiden, 2005-11-14.
Sterling, Kirsten:
Litteraturen som privilegium. Information, 2007-09-29.
Søby Madsen, Karina:
Mailinterview med Adda Djørup i oktober 2008.
Bangsgaard, Jeppe:
Oprør mod den tragiske kvindefigur. Berlingske Tidende, 2009-09-24.