Adda Djørup

Adda Djørup er født den 18. august 1972 i Aarhus, hvor hun også voksede op. Ifølge forfatteren selv var hun allerede som barn interesseret i bøgernes verden: “Jeg var virkelig en læsehest, da jeg var barn. Pippi Langstrømpe var en vigtig figur for mig. Det var en pige, der var fuld knald på. Hun var selvstændig, klog og empatisk. En god rollemodel, set i bakspejlet.” (Kirsten Sterling: Litteraturen som privilegium. Information, 2007-09-29). Ligesom rollemodellen Pippi Langstrømpe har Adda Djørup ind imellem truffet nogle usædvanlige valg. Blandt andet da hun – efter at have gennemført den almindelige skolegang på Katrinebjergskolen på Christiansbjerg i Århus – droppede ud af 1.g, som hun havde påbegyndt på Marselisborg Gymnasium. I stedet arbejdede hun et par år, blandt andet som ung pige i huset, indtil hun atter vendte tilbage til den gymnasiale uddannelse, denne gang ved Frederiksberg Studenterkursus i København.

I 1993 blev hun student, og i årene efter frekventerede hun Københavns Universitet, hvor hun læste litteraturvidenskab og krydrede det med et par fag på Dansk og Spansk. Selv fortæller hun om studieårene: “Jeg var ikke nogen flittig gæst. Jeg var for optaget af selv at skrive til at få afleveret opgaver. Men jeg havde stor glæde af, via studiet, at blive introduceret til diverse forfattere.” (Karina Søby Madsen: Interview med Adda Djørup, oktober 2008.) Den vigende interesse for studiet afspejler sig ligeledes ved, at Djørup hverken kan huske, hvornår hun blev indskrevet, hvornår hun blev bachelor, eller hvornår hun blev udskrevet. Efter studiet arbejdede Djørup som forlagsmedarbejder, voksenunderviser i dansk som fremmedsprog og som gæstelærer på Forfatterskolen i København.

I 2005 debuterede hun som forfatter med digtsamlingen ”Monsieurs monologer”, der to år senere blev efterfulgt af novellesamlingen ”Hvis man begyndte at spørge sig selv”. Mange af novellerne foregår i Sydeuropa, og dermed afspejler de Adda Djørups voksenliv. Hun har selv boet og studeret tre år i Madrid, ligesom hun har rejst en del i Spanien.

Adda Djørup debuterede i 2005 med digtsamlingen ”Monsieurs monologer”, der er en samling af den finurlige Monsieurs tankespind.

I første digt vågner Monsieur, der betegnes som ”vor helt” op i et tanketomt og mørkt univers, som han i den øvrige digtsamling fylder med tanker og skabelser. Først skaber han figuren Libelle, der blandt andet er en listig, svigefuld kvinde, som både elsker og foragter Monsieur. Seks digte senere forsvinder hun ud af digteruniverset og erstattes af Monsieurs alter ego Fugl Fønix, der i kristendommen bliver brugt som symbol på Jesus Kristus og på genfødsel.

25615433

Derefter kommer en række digte under overskriften ”OM MIG SELV”. Her skal særligt fremhæves digtet ”Jegsom”, der ender med den poetiske refleksion: ”– Jeg er ikke andet end som”. En sætning, der dels peger på, at et menneske ikke er andet end sine masker, og dels at et menneske tænker og rubricerer sin verden ud fra sammenligninger. Læseren forstår således Monsieur ud fra, hvad han minder os om. Ligesom læseren forstår selve digtværket ud fra sammenligninger med andre digteres værker og således kan være tilbøjelig til en sammenligning med Per Højholts Gitte-monologer, fordi allerede titlen på Adda Djørups værk giver mindelser derom.

Monsieur skaber desuden figuren Mørkeæderen, som tager på en tur langs skabelsens akse. Digtene om Mørkeæderen kan tolkes som en jublende, rablende slingretur mellem tomhed og fylde, mellem intetheden og skabelsens mangfoldighed, der endog er så uendeligt mangfoldig, at verdensrummet udvider sig ud i en tilsyneladende intethed.

Allerede på forsiden introduceres man til figuren Monsieur via en pudsig afbildning af ham. Den forestiller en mand med en interimistisk maske placeret på næsetippen. Forfatteren fortæller om billedet, at det ”passer godt på bogens Monsieur, der er en absurd figur, en parodi på et menneske, en maske.” (Gitte Fangel: Jeg har slugt for mange svaner og for få søm. Litteratursiden, 2005-11-14). Billedet passer ganske rigtig på Monsieurs brug af roller og alter egoer. I det hele taget er han en rablende almægtig fortæller med en vis portion storhedsvanvid og en god mængde fantasi. Det er desuden bemærkelsesværdigt, at Monsieuren ikke har et navn, hvilket betyder, at han kan være en hr.-hvem-som-helst. Det understreger, at mennesket ikke har en fast kerne, en identitet, men at et menneske blot er et udslag af de roller, det spiller.