“Fy for helvede,” sagde han, “ikke nok med at du er ubehagelig, du er også dum.””
Christian Dorph og Simon Pasternak skriver ualmindeligt makabre og tempofyldte politiromaner. Det skal man ikke lade sig snyde af. Der er ikke tale om gennemsnitlige kioskbaskere. Ambitionen er at fortælle Danmarks historie fra 1975 og frem, men kronologien i bøgerne begynder faktisk allerede to hundrede år tidligere på det tidspunkt, hvor digteren Jens Baggesen er kravlet op i spiret på domkirken i Strasbourg i en handling, som refereres to gange i de foreløbigt fire bind fra makkerparrets hænder. Formentlig bliver det anskuet som emblematisk for romantikken. Er det ikke et romantisk forfatterskab, så er det et forfatterskab om romantikken og dens moderne efterliv. Hovedtemaerne er grænseoverskridelse, drøm, fantasteri, eventyr, splittelse, sindssygdom, naturdyrkelse, individdyrkelse, rus og hvad man ellers har af romantiske favoritudtryk. De kortlægges som kommunisme, nazisme, grønlandsforskning, avantgardekunst og firserdigtning m.m. og konkretiseres i terroristerne og kunstnerne i “Om et øjeblik i himlen”, de Wagner-inspirerede bøsser i “Afgrundens rand”, digterne, de sindssyge og terroristerne i “Jeg er ikke her” og i de desillusionerede kommunister og østbloksopportunisterne i ”Tal til mig”.
Dorph & Pasternak kigger om bag de forblommede paroler og myter og undersøger de fundamentale kræfter i det tyvende århundredes store politiske, kulturelle og videnskabelige strømninger. De skriver kulturhistorien om vilje, sex, drift og drøm, og de låner fra og henviser flittigt til faktiske skikkelser. Nogle af dem optræder under eget navn som f.eks. Simon Spies. Nogle går helt eller delvist igen i karaktererne, f.eks. Eigil Knuth, Poul Borum, Michael Strunge for at nævne et par stykker. Der er masser af andre. Forfatterne lægger ikke skjul på, at de har en stærk modvilje over for f.eks. kulturradikalismen og det nært forbundne socialpædagogisk formynderi i de offentlige institutioner. Forfatterskabets kærlighed ligger derimod hos romantikeren med fornuften i behold og fornuftmennesket med romantikken intakt, som Anita Jensen og Ole Larsen er eksempler på.
Stilistisk er vandmærket overskud. Sproget stjæler ikke opmærksomheden fra fortællingen. Alligevel vil en og anden formentlig tage sig i at tænke, det var fandens og studse over observationernes præcise og sansede karakter. Der tappes og bankes Look 100 og Prince ud af pakningerne på en måde, som om halvfjerdserne og firserne var i går. Hermed er den anden side af forfatterskabet også antydet, modvægten til den højspændte romantik; en sikker hverdagsrealisme. Forfatterne kan deres krebinetter og stuvet hvidkål.