Genrer og tematikker

Fjodor Dostojevskij skrev mere end 30 romaner og novellesamlinger foruden et par selvbiografiske essaysamlinger og en håndfuld oversættelser fra tysk og fransk af bl.a. Schiller og Balzac. Og selvom hans forfatterskab strakte sig over fem årtier, er der nogle kernetemaer, der er gennemgående fra de tidligste til de seneste romaner.

Allerede i ”Stakkels mennesker” er Dostojevskij optaget af et tema, han vil komme til at forfølge hele livet: Menneskets kamp for selvagtelse. Sammen med en bog som ”Dobbeltgængeren” (1846) peger debuten frem mod ”Kældermennesket” og ”Forbrydelse og straf.” Hovedpersonerne i de to tidlige romaner er ensomme, forhutlede embedsmænd. Deres stillinger på bunden af embedsværket levner dem ikke mange muligheder for at skabe sig en tålelig tilværelse. Her lægger Dostojevskij grundstenene til den omfattende og dybe undersøgelse af menneskets psykologi, som han for alvor mestrer i sine tre store romaner.

Gennem hele forfatterskabet spiller store religiøse, psykologiske og filosofiske spørgsmål en altafgørende rolle i de mange romaner og noveller, der udforsker tilbagevendende temaer om fattigdom, moral, menneskelig dårskab – og forbrydelse, vold og bedrag. Samtidig tegner Dostojevskij et billede af sin samtids russiske samfund, hvor revolutionære bevægelser og store sociopolitiske omvæltninger prægede livet.

Særligt de tidlige værker er præget af realismen og naturalismens interesse for samfundets problemer – f.eks. forholdet mellem rig og fattig – mens de religiøse temaer senere fik større betydning, og hvor også gotiske, romantiske og stærkt satiriske elementer blandede sig med selvbiografiske træk i værkerne. Hos Dostojevskij fornemmer man, at der ikke findes et endeligt og afgørende ”sidste ord”. Det er snarere, som om fortællerne og karakterernes tanker, følelser, erfaringer og stemmer reflekteres gennem hinanden, næsten som i samtale og derfor aldrig gør værkerne entydige men derimod karakteristisk polyfone eller flerstemmige.