Henrik havde lukket øjnene og nød næsten som en indisk gud at blive behandlet af sine tjenere.
- Saint Luc! sagde han. Hvor er Saint Luc?
Saint Luc trådte ind. Chicot tog ham i hånden og førte ham hen til kongen.”
Der er mere fart over feltet i resten af de kårde- og kappe-romaner, Alexandre Dumas skriver i den frugtbare raptus midt i attenfyrrerne end i forgængeren ”Greven af Monte Christo”. Fortællingen om den smukke frøken “La Dame de Monsoreau” fra 1846 (“Diana”, 1903) er fremragende komponeret med et aldrig svigtende overskud af humor, som udfoldes i lune beskrivelser og en dialog, som er så mundrap, at den flere steder overgår “De tre musketerer” – ikke mindst takket være hofnarren Chicot, den angiveligt homoseksuelle kong Henrik den Tredje og hans ‘mignons’, en lille håndfuld smukke adelsmænd, som udgør hans permanente entourage. Fornærmelserne fyger, rygterne svirrer, sladderen går. Der er forvekslinger og falden på halen. Og selvfølgelig masser af krydsede klinger og ømme forelskelser. Det er en fornøjelse.
En af mignonerne, Saint Luc, har til Henriks fortrydelse besluttet at gifte sig. Vi kommer ind i fortællingen ved hans bryllup. Henrik markerer sin utilfredshed med at komme for sent, og da han endelig viser sig, forlanger han, at Saint Luc tager med ham tilbage til Louvre, så han kan adsprede ham. Det er ikke lige præcis den måde Saint Luc havde drømt om at tilbringe sin bryllupsnat, men vi er i slutningen af femtenhundredetallet, kongens magt er uindskrænket, og han kan ikke gøre andet end at holde gode miner til slet spil. Herfra udvikler hovedhistorien sig. Titelpersonen Diana er bortført af den grusomme greve af Monsoreau på ordre fra kongens bror, hertugen af Anjou. Den tapre Bussy d’Amboise, romanens anden hovedperson, kommer hende til undsætning og opdager et komplot mod Henrik den Tredje. Kærligheden mellem Diana og Bussy vokser, de politiske forviklinger udvikler sig og den komplekse humørsyge Henrik viser sig at have visse evner som statsmand.