En ny udgivelse af forfatteren til “American Psycho” var og er stadigvæk en begivenhed, og forventningerne var høje, da “Glamorama” (“Glamorama”, 1999) endelig ramte boghandlerne i 1999. Når Ellis havde skrevet “Under nul” på otte uger, hvad måtte det så ikke være blevet for en roman, han havde brugt ni år på. Desværre holdt den ligning ikke helt. Måske fordi “Glamorama” i sin grundform er en krimi, og krimien intet føjer til Ellis forfatterskab – lige som Ellis forfatterskab intet føjer til krimien. Tværtimod. Det er faktisk to størrelser, som går ret dårligt i spænd. Afviklingen af plottet skygger for hovedpersonen Victor Wards “elliske” rablerier, og Victor Wards rablerier hæmmer afviklingen af plottet. Og som om det ikke er problem nok, er plottet tyndbenet til at starte med.
Victor Ward bliver opsøgt af den mystiske Palakon og bedt om at finde sin gamle collegekæreste, Jamie Fields, som er forsvundet i Europa (begge har gået på Camden og optræder i “Uskrevne regler”, hvor Victor også leder efter hende). Eftersøgningen sender ham ind i et metafiktivt komplot, hvor den lovede forløsning på krimigåden aldrig rigtigt kommer. Romanens clou er nogle modeller, der giver den som terrorister – uden nogen anden indlysende grund end at skønhed og terror altid er nøje forbundet hos Ellis, hvilket ikke ligefrem er en grund, som skaber den ‘suspense of disbelieve’ (ophævelse af læserens mistro), som er så vigtig for en krimi. Der hvor “Glamorama” er bedst, er der hvor handlingen ikke for alvor har taget fart, i bogens første del, hvor Victor prøver at gøre livet lækrest muligt for sig selv ved at gøre sig selv lækrest muligt for livet. Hans ufejlbarlige evne til at gøre det forkerte ud fra de forkerte motiver og stadigvæk være imponeret over sig selv, er komisk. Ydermere er han en fremragende guide rundt i Ellis' vrangbillede af Manhattan med wannabes, berømtheder, papparazzier, hårdkogte natklubejere og så videre. Som Victor konstaterer: “Jo bedre du ser ud, jo mere får du øje på.” Og der er ikke tvivl om, at Victor ser godt ud.
I forhold til “American Psycho” er der skruet ned for effekterne. Ikke at der ikke er lige så mange lemlæstelser, når terroristmodellerne først tager fat, men at Victor er en langt mere menneskelig formidler end Patrick Bateman og hans chok og medlidenhed skærer den pornografiske top af. Det er ikke tilfældigt. Ellis er ganske enkelt blevet blød. Han kan ikke længere med Patrick Batemans selvtilfredse beskrivelser af sine lemlæstelser. Han er ikke længere så vred, som da han skrev “American Psycho”. Han er, som han bemærker, begyndt at føle sig dødelig. (Bo Green Jensen: “Det første landskab”, side 441).