Den italienske digter Francesco Petrarca (1304-1474) skrev i sin digtcyklus ”Canzoniere” om en uforløst kærlighed til kvinden Laura, som han så første gang sjette april 1327 og siden elskede hele livet. Sjette april er også startdato på Tomas Espedals ”Året” fra 2016 (”Året”, 2016), der er en prosalyrisk roman i to årstider: forår og efterår.
I forår er det fortællende jeg på rejse i Sydfrankrig. Han opsøger de steder, hvor Petrarca levede og skrev og fører samtaler med ham under sine middage. Petrarca er til stede i teksten som reference, inspiration og karakter. Hans Laura er som jegets højtelskede Janne, der har forladt ham til fordel for hans ven, og romanens drivkraft er en undersøgelse af kærligheden og muligheden af at leve uden.
Jeget er med sin far på krydstogt på Middelhavet, hvor det slår ham, at de ligner og spejler hinanden: De drikker, de er ensomme og de elsker kvinder, der ikke er hos dem længere. Sytten år efter sin kones død elsker faren hende stadigvæk som den eneste kvinde i sit liv.
52666511
I efterår er fortælleren hjemme i Bergen, hvor han drikker, skriver og savner Janne. Hver torsdag inviterer han sin far på middag, men afviser ham, hvis han kommer i bil i stedet for at gå, som de har aftalt. Fortælleren nægter at se farens aldring og død i øjnene, men har samtidig en stærk fascination af og dragning mod døden, der i hans 54-årige liv synes meget nærværende. Store dele af romanen kredser om den gode død, og mantraet er med et citat af Rilke, at man får den død, der passer til en.
Formmæssigt svinger romanen mellem poetisk prosa uden tegnsætning og korte, konstaterende sætninger eller spørgsmål. I lighed med det øvrige forfatterskab er der en optagethed af det konkrete: værelsesindretning og regndråber beskrives med samme alvor som den opslidende kærlighedssorg.
Samtidig med de personlige betragtninger over begær, død, cølibat og alkohol orienterer jeget sig mod flygtningekrise, ulighed, terrorangreb og mod kunstneren som cirkusartist og samfundets sandhedssiger. Fra registreringer af årstidernes kendetegn – krokus, påskelilje og anemone kommer til tiden, lige som bladene falder af træerne, ”som om efteråret er et tæppe/ naturen trækker hen over sommeren” (s. 120) – går tankerne videre til druknede ved Lampedusa: ”som om efteråret er et klæde/ naturen har trukket hen over de døde” (s. 121).
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Året"