Tomas Espedals ”Imot kunsten” fra 2009 (”Mod kunsten”, 2010) er en slægtskrønike nedfældet af en mand i krise. Jeg-fortælleren Tomas har inden for kort tid mistet sin mor og sin kone og bor nu alene med sin teenagedatter på den lille ø Askøy uden for Bergen i Norge. Det er en ny situation for fortælleren, der er forfatter, at føre en husholdning, være far på fuld tid og i det hele taget være hjemme i længere tid ad gangen. På et ydre handlingsplan sker der ikke så meget andet i romanen end beskrivelsen af en almindelig hverdag med morgenmad, indkøbsture og opvask. Romanen er i højere grad end en handlingsroman en kortlægning af fortællerens ophav og fortid og en undersøgelse af, hvilke karaktertræk der nedarves og hvilke der fremelskes.
I sin sorgbearbejdning skuer fortælleren bagud og optrevler kærlighedsmøderne hos sine forældre og bedsteforældre og forsøger at finde de kernepunkter, der har betydet ja eller nej – og dermed banet vejen for Tomas’ eksistens. Ikke alle forhold har været lige harmoniske, men der strømmer en enorm kærlighed ud af portrætterne, både forældrene imellem og fra fortælleren til hele sit ophav – og hans datter.
28277571
Et centralt tema i romanen er at flytte: ”jeg vil skrive en roman om det at flytte.” (s. 118). Alle karaktererne flytter undervejs og bliver påvirkede af det, knyttede til deres hjem og deres nærmiljø som de er. Fortælleren flytter i sin ungdom til København, hvilket får en afgørende betydning for ham: han bliver forfatter.
En central pointe for Espedal er, at det at flytte er en lige så tydelig handling som IKKE at flytte. Det bliver en manifestation i sig selv at blive boende, sådan som hans mor gjorde det gennem næsten et helt liv trods et ønske om at flytte.
Romanen er skrevet i et associativt sprog, der sansende registrerer natur og omgivelser, detaljer og de små forskydninger, der antyder forandring. Begge bogens dele, april og september, (de måneder, hvor moderen og kæresten døde) er en vekslen mellem fortællinger fra hverdagen, slægtshistorie og indbrud af poetiske fragmenter, digte og dagbogsnotater.
Som i ”Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv” er ”Mod kunsten” en roman, der forener forfattergerningen som kunst og som arbejde. Om denne dialektik siger forfatteren selv: ”Det begyndte med, at jeg-personen, som har mit navn, slet ikke havde noget uproblematisk forhold til begrebet kunst. Jo ældre jeg bliver, desto mindre kunst kan jeg holde ud. Ideen var faktisk at prøve på at skære igennem kunstlaget og komme ned til arbejdet.” (Kim Skotte: ”Norsk forfatter: Hvis man tager hensyn, er man FÆRDIG”. Politiken, 2010-12-02).
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Mod kunsten"