Hungerhjerte

Citat
”Min angsthud er væk. Angsthud er tyk, tung. Svær at bevæge sig under. Og samtidig flagrende let. Den fører en omkring, har sine egne veje. Som regel gennem kolde, tågetætte landskaber. Hovedkulds efter en kæreste.”

”Hungerhjerte”, s. 132.

I Karen Fastrups roman ”Hungerhjerte” (2018) bæres historien af jeg-fortælleren Karen, der er oversætter og forfatter. Romanen lægger hårdt ud med et mentalt sammenbrud, som medfører, at Karen indlægges på Psykiatrisk Center Ballerup. Resten af romanen beskriver henholdsvis behandlingen af det, der viser sig at være den alvorlige psykiatriske lidelse borderline og hovedkarakterens forsøg på at forstå, hvordan det kom så vidt. Svarene søges både i nutid og fortid. I glimt føres vi med tilbage til Karens barndom og opvækst, som blandt andet rummer tab af en bror, da Karen var ganske lille, en dominerende far og en mor, der formentlig bar rundt på en ubehandlet depression. I samtiden er Karen i et forhold til kæresten Jan, der har et stort behov for at føle sig fri – en trang der i den grad er i modstrid med Karens store behov for at føle sig elsket – hendes hungrende hjerte, som det hedder i titlen.

54597320

”Hungerhjerte” er en såkaldt autofiktiv roman i stil med norske Karl Ove Knausgård og danske Suzanne Brøgger. Det vil sige, at den lægger sig op ad forfatterens egne livsoplevelser, men at der stadig er et fortolkende lag ind over. Værket tematiserer modigt emnet psykiatri via sine beskrivelser af adskillige indlæggelser og behandlingsforløb. Selvom Karens forløb overordnet er positivt, og hun ender med at blive erklæret rask, er der også kritisk bid til psykiatrien, som man må forstå ikke fungerer lige godt alle steder i landet. Der er for lidt forståelse for patienterne, for dårlige rammer, for meget medicin og for lidt psykologisk bistand ifølge hovedkarakteren.

Et andet centralt tema er 1970’erne, der danner ramme om Karens barndom. Selvom Karens far er et progressivt højskolemenneske, der i tidens ånd agiterer for frihed og lighed, trækker han på den gamle hammel på hjemmefronten, hvor han praktiserer en streng og autoritativ pædagogik og kan være decideret utilregnelig. Der er i det hele taget ikke meget kærlighed og omsorg at hente fra forældrene, og det er således primært Karens søskende Anne og Niels, der bliver hendes værn og bærer hende igennem – også da filmen knækker i voksenlivet.