I 2008 udkom “Begravelsen”, der er skrevet som en rammefortælling, hvor rammen udgøres af fortællingen om forfatteren Aksel Skarres begravelse. I starten af romanen samles en stor gruppe mennesker i den afdøde kone Gerties hjem i Sverige. De er kommet for at deltage i begravelsen, men luften er så tyk af frost, at jorden ikke kan gennembrydes, og derfor må begravelsen udsættes. I mellemtiden serverer parrets datter Paula en familiehistorie fuld af svigt og forviklinger for læseren.
Paula fortæller om sin barndom i 1970’ernes Danmark, en barndom præget af atomkraftdemonstrationer, økologisk mad og hotdogs, hvor pølsen var udskiftet med en gulerod. Den var også påvirket af, at Aksel Skarre altid havde en kvinde eller to omkring sig. Og desuden boede familien i en periode på en byggelegeplads, mens forældrene sammen med en gruppe af lærere opførte Kolding Højskole. Fra Kolding flyttede familien til København, hvor de boede i ti år, hvorefter familien rejste til Småland i Sverige, fordi Skarre ikke længere kunne udholde storbyens larm. Men det var svært for et barn af en dansk hippiefar at finde venner i et svensk landsbymiljø, og derfor blev Paulas eneste ven den dreng fra hendes klasse, som også var lidt af en outsider. Ingmar, hed han, og hans familiehistorie er sandelig ikke for sarte sjæle. Blandt andet byder den på en mor, der bliver tvunget til at gifte sig efter en lidt for livlig høstfest, en far der drikker, en mor der stikker af fra mand og to børn, og en far, der slår Ingmars storebror i hovedet med en økse, så han bliver hjerneskadet. Ingmars familiehistorie vikler sig i løbet af romanen ind i Paulas, og det viser sig, at relationen stikker dybere end de to børns relation. Endelig beskrives Paula som voksen, hvor hun roder lidt forvirret rundt i sit liv, til hun møder den lidt ældre Lars, hvis trygge vinge hun kryber under.
27417981
Historien følger erindringens tid og pendulerer frem og tilbage i tiden. Fortællingen kommer dermed til at bestå af brudstykker af forskellige længder, som ikke nødvendigvis er sorteret hverken efter begivenhedernes vigtighed eller således, at de begivenheder, der er nærmest i tid, får mest plads. Tværtimod virker det ind imellem som om, at vigtige passager får alt for lidt plads. Eksempelvis hører vi meget lidt om Paulas voksenliv og får ikke mange informationer om hendes liv med Lars. Det betyder, at eneste forklaring, der levnes til læseren på deres forestående skilsmisse, er de traumer, hippieopvæksten har plantet i dem. På den måde bliver romanen udelukkende et skarpt opgør med hippie-idealerne. Dette forstærkes igen af rammefortællingen om begravelsen. At Skarre ikke kan blive begravet, fordi jorden er for frossen, bliver et billede på, hvor stor en rolle han spiller i Paulas voksenliv. Hans livsidealer spænder stadig ben for den voksne Paula, og hans kommentarer, da hun som 16-årig viste ham nogle skriblerier, hun havde forfattet, og han blot strammede læberne og sagde: “det var da en god måde at komme over ulykkelig kærlighed på.” (side 159). Alt det spænder stadig ben for, at hun i sit voksenliv kan komme af med alle de udtryk og følelser, hun har inden i sig, og det er først under den lange begravelsessession, at hun får gjort op med sin far og får fundet frem til et sprog at italesætte fortiden i.