Singlelivets fortrædeligheder

Den moderne kvindes bestræbelser på at finde den rigtige mand i sit liv er om noget omdrejningspunktet for Helen Fieldings anden – og uden sammenligning mest succesfulde – roman, “The Diary of Bridget Jones” fra 1996 (“Bridget Jones’ Dagbog”, 1997) I modsætning til “En stjernesag” styrer den helt uden om den store verdens konflikter og flytter fokus til det absolut nære: En singlekvindes optegnelser over alle hverdagens små op- og nedture, det daglige indtag af kalorier, cigaretter og genstande, kropsvægt, oplevelser på jobbet og møder med mulige kærester.

I Bridget Jones’ verden er det især det sidste, der er interessant og den stadige udfordring i hendes liv. Hun har ved romanens begyndelse passeret de tredive og er således aldersmæssigt dér, hvor Rosie var i slutningen af “En stjernesag”. Men som nogle-og-tredive-årig har Bridget i modsætning til Rosie endnu ikke fundet den ’ægte kærlighed’ og følelsesmæssigt er hun stadig på det stadium, hvor Rosie befandt sig, da hun forelskede sig hovedkulds i den selvglade, charmerende, men helt igennem håbløse Oliver. Bridget er vild med sin chef Daniel Cleaver, der er ligeså glat, som han er tiltrækkende, og til trods for, at hun selv opfatter sin forgabelse som “patetisk” og i modstrid med sit udtalte ønske om at få et forhold til en “ansvarsbevidst voksen” (“Bridget Jones’ Dagbog”, s. 9), kan hun ikke få Daniel ud af hovedet. De indleder også et forhold i løbet af romanen, men det kan ikke holde. Daniel Cleaver er nemlig altid på jagt efter et nyt (dame)eventyr, og Bridget indser efterhånden, at det er en helt anden type mand, hun har brug for, end ham, som hun almindeligvis falder for.

Bridget Jones er en langt mere komisk figur end debutromanens Rosie, fordi hendes barnlige og klodsede adfærd er i åbenlys konflikt med hendes alder og udtalte ønske om at opføre sig og blive set på som en voksen kvinde. Bridget Jones spænder bestandig ben for sig selv, og allermest, når hun forsøger at have styr på tingene. Dermed repræsenterer hun et grotesk modbillede til det herskende kvindeideal, der forudsætter total kontrol over alle livets facetter: Udseende, karriere og forholdet til det modsatte køn. Hendes utrættelige og ofte ufrivilligt hysterisk morsomme forsøg på at være perfekt og eftertragtelsesværdig i mændenes øjne fremstår således åbenlyst som en satire over kvinders manglende selvværd og deres forestillinger om, hvad et godt kvindeliv er. Her mener forfatteren Helen Fielding selv, at hun har ramt et ømt punkt hos bogens mange kvindelige læsere: “Vi bliver bombarderet med så mange medieskabte billeder af kvindelig perfektion, at vi ender med at tro, at vi skal være ligesom pigen i 24-timers mascara-reklamen. Hende, der storker fra aerobics til bestyrelsesmøde, hjem til børn og den perfekte ægtemand for at kokkerere et let middagsmåltid til tolv, samtidig med, at hun ligner en anorektisk teenagemodel.” (Camilla Frank: “Alle tror, jeg er Bridget Jones”, Politiken, 2000-03-19).

I den forstand er “Bridget Jones’ Dagbog” grundlæggende en dybt moralsk fortælling, fordi det i det lange løb ikke er bestræbelserne på at være perfekt, der bærer frugt, men i stedet Bridgets trofasthed overfor sig selv og sin egen natur. Det er denne natur, Mark Darcy, romanens egentlige helt – og diametrale modsætning til Daniel Cleaver – falder for. Ikke med det samme, men gradvis, idet han, ligesom Bridget, må overvinde sine forestillinger om, hvilken slags livsledsager, det egentlig er, han leder efter. Mark Darcy er nemlig tilsyneladende Bridgets absolutte modsætning: Tilknappet og korrekt og født ind i en yderst velbjærget familie, af den slags, som i det britiske klassesamfund lever sit helt eget liv med egne skoler, klubber og netværk. For at det ikke skal være løgn, har han et gammelt mellemværende med Daniel Cleaver. Det går imidlertid først sent op for Bridget, at det er Mark Darcy, der har retten på sin side; indtil da har hun en stålsat afsky overfor ham, hvilket forhindrer hende i at se, at han er den rette for hende.