Actionheltinde i skyggen af 11. september

Citat
“Det er ham, tænkte hun. Det er Osama Bin Laden, der skjuler sig fuldt synlig efter et omfattende plastikkirurgisk indgreb, hvor han har fået fjernet femten centimeter af hvert ben. Hun hældte ahornsirup på trekanten med kanel/æbletoast, stak kniven i den og så æblemosen sive ud, mens hun forestillede sig, hvordan hun konfronterede Osama Bin Ferramo ved hans selskab samme aften: ’Det er meget forkert at slå ihjel. Vi må som nationer lære at respektere hinandens forskelligheder og leve i fred’”
“Olivia Joules’ hyperaktive fantasi”, s. 34

Efter roman- og filmsucceserne om Bridget Jones forventede alle, at Helen Fielding ville følge op med en tredje bog om den populære antiheltinde. I stedet kastede hun sig i 2003 ud i et helt nyt projekt: En roman om en kvindelig journalist, Olivia Joules, der på en reportagerejse til Miami i USA (hvor hun skal skrive om lanceringen af en ny fugtighedscreme!) kommer på sporet af og optrevler en Al-Qaeda-sammensværgelse. Der går dog lang tid, før nogen tror på Olivia, for som romanens titel antyder har hun ry for at omgå sandheden noget lemfældigt. “Olivia Joules and The Overactive Imagination” (“Olivia Joules’ hyperaktive fantasi”, 2005) er skrevet i forlængelse af den ny globale dagsorden efter angrebene på USA 11. september 2001 , der blev startskuddet til den vestlige verdens ’kamp mod terror’ og en omsiggribende frygt for den arabiske verden.

Helen Fieldings roman er imidlertid – sin dystre baggrund til trods – en meget munter fortælling. Den er i bedste actionheltestil holdt i et hæsblæsende tempo: Olivia Joules kommer bl.a. i nærkontakt med ingen ringere end Osama Bin Laden, forhindrer et terrorangreb på Oscaruddelingen og bliver nær spist af en haj. Hun står således ikke tilbage for hverken James Bond, Bruce Willis eller nogen anden (mand), der i tidens løb har reddet verden på det hvide lærred, men hun har sin helt egen facon: Våbnene er en hattenål, en helt speciel bh og masser af uimodståelig kvindelig charme.

25762169

Med “Olivia Joules’ hyperaktive fantasi” fortsætter Helen Fielding i den lette og optimistiske stil, der især kendetegner de to Bridget Jones-romaner, men hvor Bridget Jones-universet mest af alt må forstås som samtidssatire, parodierer “Olivia Joules” snarere det fortegnede billede af virkeligheden, som den amerikanske underholdningsindustri producerer i skyggen af det til enhver tid aktuelle fjendebillede. “Olivia Joules’ hyperaktive fantasi” kan dog også læses som et forsøg fra Helen Fieldings side på at skabe en mere handlekraftig og mindre selvynkende heltinde end Bridget Jones – en heltinde for et nyt årtusinde måske, en tid, hvor singlekvinder godt kan være på jagt efter og realisere sig selv gennem andet end en (ægte)mand. Selv har forfatteren beskrevet Olivia som en mere voksen udgave af den kiksede London-single: “Hun er som Bridget Jones, hvis Bridget holdt op med at tænke på sin vægt, men bare tabte sig og i det hele taget holdt op med at bekymre sig om, hvad andre mennesker mener om hende. I halvfemserne var folk frygtelig optaget af, hvad andre tænkte om dem, det er aftaget noget i dag, selv om det selvfølgelig ikke helt er forsvundet, fordi folk har fået noget andet at tænke på” (Anette Vestergaard: “Bridget Jones er voksen og lykkelig”, Politiken, 2004-5-30).

Når det er sagt, er det vigtigt at understrege, at der også for enden af romanen om Olivia Joules venter lykken i en mands arme – i form af den veludrustede og sympatiske CIA-agent Scott Rich! Jane Austen har ikke levet forgæves, heller ikke i actionkvindernes århundrede: Gode pigers belønning er en god mand, uanset hvordan de har gjort sig fortjent til det.