Chresten Forsoms debut fra 2009 overraskede ved udgivelsen med sin bemærkelsesværdige udformning: Bogen har intet omslag og derfor ingen forside, ingen titel eller angivelse af forfatter på forsiden. Eneste angivelse af bogens ophav kan findes inde i bogen på et lille bogmærke, hvorpå man finder Chresten Forsoms navn, at udgiveren var forlaget Anblik, ISBN-nr. samt årstal. Dette lille bogmærke ligger mellem siderne og kan tages ud, hvilket egentligt er ganske problematisk, da det er et krav, at bøger i Danmark skal forsynes med et ISBN-nummer, så biblioteker og andre kan holde styr på dem. Altså har bogen et ISBN-nummer, men Forsom har valgt at placere det på et separat papir, så han kan stille spørgsmålstegn ved bogens væsen uden at lægge sig ud med myndighederne.
Teksten er udformet af fragmentariske tekststykker adskilt af tabuleringer (TAB-tasten på et computertastatur). Tekstens indhold kan ses som en bevidsthedsstrøm, hvor en (eller flere) bevidsthed(er) forsøges sat på papir som et grafisk udtryk for tankens forvirrede spring mellem forskellige emner og stemninger. Teksten udjævner ligesom tanken alle forskelle mellem bevidsthedsstrømmene, og ligesom i dagligdagens tankevirksomhed blandes det fjerne og det nære: Refleksioner om krigen i Afghanistan bliver således skubbet til side af hverdagens ligegyldigheder for igen at blive afløst af et nyt emne. Tanker tager over for hinanden i et væk, også selvom de ikke er tænkt til ende. Selv siger Chresten Forsom i forbindelse med udgivelsen: ”Bogen er en udkrængning af minder, erindringer og sansninger og rummer proklamatoriske udsagn, som modsiger hinanden. Man kan kalde det en pærevælling” (Steffensen, Mirian Due, ”Er det dig, der har taget min hudløshed?” Information, 2009-10-28).
Formelt mimer Chresten Forsom dette tankekaos ved at droppe alle de sproglige hierarkier. Der er ingen store bogstaver (bortset fra et par enkelte angivelser af vejnavne som E12), ingen tegnsætning og de forskellige tekstbrudstykker er adskilt af tabuleringer i stedet for tegn. Mange steder leges med de enkelte ord, så de kan indgå i forskellige sammenhænge, og teksten former enkelte steder figurer så de kommer til at minde om konkret poesi (hvor man med bogstaver og tegn tegner figurer på papiret), men alligevel former teksten sig aldrig til noget konkret genkendeligt.