Digte i kim

Citat
“Du går tilbage/ Du går tilbage og ser/ op mod loftets skrånende låg/ Du går tilbage og der/ rejser sig en dør af lys/ som fører igennem sig selv/ og ind til sin egen ensomhed/ Og du går ind/ Du går tilbage mod døren/ og igennem dig selv/ ind til dit eget digt/ Du går tilbage og falder/ fra søvnen uendeligt bagover/ i vand som er oplyst af drøm/ Du går tilbage og venter/ Du går tilbage”
“Digte i kim”, s. 7.

Et år efter debuten, i 1986, kommer digtsamlingen “Digte i kim”. Den tager fat, hvor “Øjeblikket” slap, og er ligeledes stramt komponeret. Digtene er gentagende og rytmiske og kogt ned til et minimum af billeddannelse og metaforer. Her bliver verden reduceret til dens bestanddele; der er en hånd og på den en arm, der er en ryg og en stol. Selv siger Niels Frank om den undersøgelse: “Jeg har prøvet at sige: Vi skal lige have nogle ting klart. Sådan ser min hånd ud, og sådan fungerer det med min krop. Der er sådan nogle ting, man ikke kan lave om på, men som man skal kende til … før man kan vende blikket ud mod det større.” (Jørn Erslev Andersen: “Ansigt og bogtryk – en samtale med Niels Frank om en personlig poetik”, Passage nr. 6, 1987).

52954967

Niels Franks digte er en undersøgelse af digtenes byggeklodser, ordene og tingene. På omslaget af digtsamlingen er der et billede af billedkunstneren Johannes Holbek, der forestiller en mand, der står med ryggen til. Han tager sig organisk ud, og billedet hedder da også “Planten”.

Titlen på digtsamlingen “Digte i kim” er en sproglig ækvivalens til billedet. At være i kim er et udtryk taget fra planteverdenen, ifølge Den Danske Ordbog betyder det: “– udviklingsdygtigt anlæg til en ny plante inden i et befrugtet frø.” Man kan således få den tanke, at digtene er i kim, altså at de ikke er færdige, men har anlæg for at udvikle sig til færdige digte.. Digtene er så færdige, som de kan blive fra digterens hånd, men først i læsningen blomstrer de op. Dette syn på litteraturen og digtningen møder man igen og igen i Franks forfatterskab, at digtningen er en pågående, aldrig færdig proces, altid i dialog.

Digtene i “Digte i kim” kan læses som en afsøgning af poesien. Hvilket sprog består den af, hvordan kan ordene sættes sammen og hvornår opstår betydningen? På den måde kan man igennem digtene se de samme ord blive gentaget i forskellige sammensætninger, som en remse eller en rytme, der prøver at skabe mening: “Rejser sin ryg og lader/ den dejse Rejser sin ryg/ og lader den dejse Rejser/ sig i rummet og dejser ned/ langs den sovende ryg” (side 18).