Niels Franks digtsamling ”Én vej” fra 2005 består af 24 digte, der går hånd i hånd i den forstand, at ord eller ideer, der står i det ene digt, tages op til diskussion i det næste. Sætninger som “Jeg prøver igen” og “Sagde jeg virkelig det?” gentages som et mantra igennem digtsamlingen. Digter-jeg’et må hele tiden omformulere sig og gentage sig selv for at komme tættere på sandheden: “Dét er en sandhed/ Èn” (side 12), og så kan vi starte forfra igen. For sandheden er ikke til at få hold på, der findes ironisk nok ikke én vej. Digter-jeg’et er: “En kigger. Ikke en seer. For seeren/ hænger ting og billeder sammen som siamesiske tvillinger./ Ikke for mig.” (side 48). Seeren i digtet er den klassiske digterrolle og beskriver digteren som en, der har en større indsigt i verdens sammenhæng end almindelige mennesker, hans opgave er at samle den uforståelige verden og give den mening. Digteren i “Én vej” gør det omvendte, han er en ‘kigger’, han finder forskellene, og han har endog meget svært ved at få sagt, hvad han vil sige.
52947707
Digtene er også refleksioner over poesien, hvad er et digt, og hvordan kommer man frem til det: “Sagde jeg virkelig det:/ mit let poetiske sprog/ - hvor kosteligt! For poesien er jo ikke et sprog. Jeg mener:/ så snart den bliver et sprog er den ikke længere poesi/ - poesi poesi poesi!” (side 47). Poesiens sprog er altså svært at afgrænse, men hvad gør man så? Niels Frank går niveauet længere ned, han ser på ordene. Ordenes oprindelse fastslås: “Desillusion afledt af illuderer: i leg eller i spil./ Og illudere af ludere: at lege eller at spille./ Okay. Så er desillusion legen der ikke længere er helt god” (side 11). Og det kan så være en måde at se verden på, enten i legen eller efter legen. Et par digte senere bliver ordet “desillusion” bogstavelig talt streget igennem og dermed forkastet som et ord, der kan give mening. Sådan må man holde sig vågen gennem læsningen af “Én vej”. Hvad der siges i det ene digt, problematiseres i det andet.
Verdens politik og religion tages også op til diskussion, den første med et ironisk blink-blink til kravet om politisk engagement hos forfatterne som flere gange blev efterlyst i dagspressen i den periode: “Jeg glemmer Gaza/ Tjetjenien/ Guantánamo./… Jeg glemmer kampen for mere ferie/mere tid uden de andre” (side 33), fra det fjerne til det nære, er der politik for enhver smag, og holdninger til det ene og det andet strøs med rund hånd i digtet “10”.