“Smukke biler efter krigen” er tænkt som første del af en 'velfærdstrilogi'. Andet bind kom i 2008 under titlen “Ubevidst rødgang”. Begrebet ’ubevidst rødgang’ er angiveligt politijargon for at gå over for rødt uden at tænke over det og i videre forstand udtryk for en lemmingeadfærd, som får os til at slå automatpiloten til og følge dem lige foran.
Denne gang er der ikke tale om en knaldroman, men om en “ingeniørromanen”, og det skal forstås helt bogstaveligt; det er en ingeniør, som fortæller om en ingeniør. Stilen er justeret derefter, et nøk mere kontrolleret og stram.
Vi er i Danmark i 1970'erne, nærmere bestemt i København. Det går ikke så fremragende i Eriks liv. Hans lillebror er netop død, hans storbror har brændt nallerne på et ferieboligprojekt, Erik selv er gået rabundus med et ingeniørfirma og han har ikke rigtigt de redskaber, der skal til at fordøje elendigheden. I stedet lægger han alle kræfterne i at starte et nyt firma op. Derfor må det blive meget værre.
27434746
Erik er en typisk teknokrat, med “et ansigt man glemmer” (side 65). Hans tankegang er gennemsyret af sund fornuft og praktisk sans. Vi besøger ham i parcelhuset i forstæderne til København, vi er med nede hos broren på den fædrene gård på Lolland, vi kommer inden om de venstreorienterede universitetsmiljøer, hvor sønnen Arne færdes. Men Erik virker ikke veltilpas nogle af stederne. Han undrer sig over konen, som lige pludselig vil have en grill, selv om hun aldrig har kunnet lide grill, men nu har det stået i Mad&Gæster, at det er blevet moderne. Han ærgrer sig over de evindelige, selskabelige engagementer, de har i weekenderne. Han synes, det er irriterende, at han hele tiden skal med, når hans ven og gamle kompagnon skal mødes med sin søn. Men han gør, hvad man forventer af ham, indtil hans egen søn Arne dør i en ubevidst rødgang. Herefter ændres alt.
I bogens anden halvdel træder fortælleren frem og formidler Eriks forbløffende forvandling til intet mindre end revolutionsromantiker. Konstruktionsmetaforerne er hele tiden fremtrædende, sådan som det må være i en ingeniørroman, og Arnes død har fået hans øjne op for de sociale, kulturelle og politiske konstruktioner i hans egen tilværelse: “De udskifter et sæt regler for samlivet og familien med et andet og lige så rigidt, de udskifter én underholdningsindustri med en ny, de udskifter ét misbrug med et andet, én døs med en anden, én religion med en anden, en fortrængning med en anden (…) de ser slet ikke hvor tåbeligt, de reproducerer deres forældres verden (…)” (side 189).
Arne døde i Rom. Erik er flyttet derned, og metaforikken udvikles, der elaboreres over konstruktionen af det gamle Italien og det moderne Danmark, der trækkes tråde mellem klassik og modernitet, mellem veje, bygninger og ikke mindst broer og samfundet i øvrigt.