Som stilretning var skønvirke opulent nationalromantik indsat i en svulstig europæisk dyrkelse af det ornamenterede, svungne og stiliserede naturbillede kendt som belle epoque, art nouveau, jugend m.m. Som titel på en roman er “Skønvirke” fra 2011 det tredje bind i Lars Frosts overhaling af Danmark efter moderniteten. Fra nutid (“Smukke biler efter krigen”) og nær fortid (“Ubevidst rødgang”) befinder vi os nu i en ikke alt for fjern fremtid. Forbrydelsens element, som havde en vis betydning i de foregående romaner med mord og terror, er nu helt dominerende.
Romanen åbner med fundet af et lig på en strand og udvikler sig traditionelt med etablering af handling, miljø og personer. Hovedefterforskeren Mathilde er en kombination af Nynne og Sam Spade. Handlekraftig, hjælpeløs, overvægtig, ironisk, dedikeret. Hun jagter en voldtægtsforbryder, som myrder sine ofre. Udsynet hører til den hårdkogte del af genren. Tonen er mørk. Der er ikke nogen humanistisk skælven, når der ryger et liv. Der er ikke egentlige kapitler, men afsnitsinddelinger med titler hentet fra den katolske dødsmesse, Kyrie (Gud), Dies Irae (Vredens dag), Rex Tremandae (Strålende konge), Libera me (Frisæt mig) etc. Det er på ingen måde påfaldende i en genre, som har en lang tradition for lån fra mystikken.
28686021
Sproget er det første, som afslører, at forfatteren ikke er ude i en ny Sara Blædel – det er lakonisk og stramt. Fremtidens Velfærdsdanmark fremstår som et goldt matriarkat. Voldtægtsforbryderen er en kvinde og ofrene mænd, og alle lever dødssyge liv med ægteskaber og familier forstenet i tomme ritualer. Undervejs introduceres en illusionsløs finansarbejder og hendes lektor-mand og ikke mindst hendes bror, krigsveteranen. Han bliver den granat, forfatteren kaster ind i fortællingen. Krigsveteranen skyder 'opdager-Mathilde', brænder sin gamle kærestes hus ned og dolker eks-svigerfatter og fjerner den sidste rest af tvivl om, at det er ikke nogen gennemsnits femikrimi, der er gang i. Snarere er der tale om anti-femikrimi. Det udarter i en raptus, hvor et primitivt mandefællesskab langt oppe i Canadas skove står som det lutrende modbillede til østrogendunsten i Danmark.
Den traditionelle krimis klart definerede hovedperson afløses af et svært identificerbar 'han'. Formentlig er det krigsveteranen, måske er det bare en generisk størrelse, måske noget tredje. I den endelige frisættelse rammer opløsningen også fortælleren. Romanens tredjepersonsperspektiv går under, og et jeg dukker op, samtidig med at sproget flipper ud i bevidsthedsstrøm; “Skventræer. Skventræer? Pludselig en slags ballade! Hør!/E3 til F3. Kvinten?/Mollberg? Stor tack?/ Mollberg! Who Her?/ Aber. Det faller sig so at Hende kunne man savne. Drengehår! Svært boy'sk. Hende kunne man savne. Savner/ Osse hende. Og osse nu og da sengen varm. Kom tilbage!” … etc. (side 260). En modernistisk rebus, som litteraturforskningen vil få en del ud af.
I et interview med Politiken får titlen denne kommentar med på vejen af forfatteren: “Der var en stor indre konflikt i ideerne omkring skønvirke. Dengang havde man kontakt med det engelske arts & crafts, som var en reaktion imod umenneskeliggørelsen i industrialiseringen. Det havde vi egentlig ikke set meget til i Danmark, men i England og Tyskland var man begyndt på produktionen, hvor arbejdere massefremstillede forbrugsgoder til arbejderne. I skønvirke kommer der så en modreaktion, hvor man går tilbage til noget bondsk, noget håndarbejde, og på samme tid skal det også være meget moderne. Det er jo et smukt billede på det, vi også oplever i dag. I hvert fald i de 10-20 år, hvor jeg selv har været bevidst om den verden, vi lever i. Her har man diskuteret, hvorvidt vi nu skulle gå frem eller tilbage. Vi vil gerne være innovative og fremtidssikrede og fremadrettede, og hvilke ord hele uddannelsessektoren ellers kan sætte på. Og samtidig prøver man at pådutte folk en masse grundværdier, som overhovedet ikke hører vores tid til. De siger, man skal tænke som i 1860’erne, men opføre os, som om vi var i 2020’erne.” (Carsten Andersen: Kommende krimimillionær har altid været deprimeret. Politiken, 2001-03-26).