Simon Fruelunds debut, “Mælk” fra 1997, består af 14 stramt komprimerede øjebliksbilleder – alle med korte navne som “Flod”, “Hår” eller “Røntgen”. Novellerne kredser om gennemgående motiver som store flader af vand, fisk og låste døre, og der optræder kun meget få personer ad gangen. Imellem disse motiver og personer udspiller sig utroskab, fremmedhed og svigt, men også lykke og tryghed. Og bag det hele lurer døden, og efter døden savnet.
I novellen “Flod” skal to unge turister køres en tur ud til Vadehavet af novellens fortæller i hans traktor. Parret går alene ud i horisonten, mens fortælleren venter i traktoren, og man tror, at de i deres uskyldige uvidenhed vil blive overrasket af tidevandet. Men sådan går det ikke. De dukker op i sidste sekund, og det viser sig, at døden allerede har været der og har taget en ung fastboende windsurfer – sønnen til den kromand, som lejer et værelse ud til det unge par: “Jeg kunne ikke finde ro, da jeg kom hjem. Jeg tænkte på det unge par og på kromandens søn, og så kom jeg til at tænke på Inger. Regnen hamrede på bliktaget, og lidt efter kunne jeg høre helikopteren. De tror, de har al den tid, der er i verden, tænkte jeg” (s. 13).
21653497
Der er noget forsagt over hverdagsmenneskene i “Mælk”. De kender ikke hinanden og vil helst ignorere problemerne. De har et mellemværende, men har svært ved at få det forløst. Som i historien “Hvad er der?”, hvor Thomas og hans kone kun har Tv-skærmen tilbage at være fælles om: “Kastanien føltes så uventet blød og glat mod mine fingre; den mindede mig om noget, jeg havde følte engang, når jeg så på min kone. På et tidspunkt må hun have mærket min desperation, for hun sagde: - Hvad er der Thomas? Så kiggede jeg over mod skærmen” (s. 23). Thomas føler sig for gammel til at bryde ud. Men måske burde han, insinuerer novellen gennem historien om hans søn, som har fundet en anden og forladt sin kæreste.
Utroskab går igen i flere af novellerne, som noget, personerne ikke kan forholde sig åbent til: “Det er jo sådan et evigt konfliktforhold. Det kan let blive banalt, men det er også noget, som er meget livsnært, vedkommende, noget som alle kender til. Det gør det interessant at skrive om, det giver uro i fortællingen” (Marianne Juhl: “At skrive er at se”. Interview i Jyllands-Posten, 1997-04-29).
Novellerne forholder sig til den konkrete virkelighed og er præget af en høj grad af sproglig bevidsthed. Fruelund har søgt at undgå det symbolske, da han mener det står i vejen for en såkaldt nu-effekt. Alligevel står tingene og dirrer af betydning, fordi novellerne er så åbne. Der er noget, som stikker og stritter imod, noget, som man ikke helt har forstået, og som gør, at man husker historierne og tænker på dem bagefter. Som eksempelvis i “Mellemværende”. Hvad er det for noget med læreren, Erik? Hvorfor forlader han Tobias ved søen, for at stå og kigge på ham med en kikkert?