Neil Gaimans største værk er indtil videre tegneserien ”Sandman”, en ambitiøs blanding af myter og legender fra alverdens religioner og folkesagn skrevet ind i et fantasy-univers med drømmekongen Sandman som hovedperson. Serien, illustreret af en lang række tegnere, starter som en traditionel skrækhistorie med fantasy-elementer, men gradvis udvides spektret. Med diverse virkemidler prøver Gaiman at komme frem til, hvorfor mennesket altid har haft behov for at fortælle. Denne søgen efter en mening med fortællekunsten og dermed tilværelsen er en fortælling, der på samme tid formår både at underholde og perspektivere det fortalte.
I ”Sandman” fortælles historien om Morpheus, bedre kendt som Dream, alle fortællingers skaber og en af de syv, der altid har været her og ikke kan dø. Han er ikke gud, for en gud kan dø, når mennesket holder op med at tro på ham. Dream tages til fange af en gruppe okkultister i 1916, undslipper først i 1988, og konsekvenserne af hans tilfangetagelse afsløres løbende i fortællingens mange forgreninger. ”Sandman” - den engelske verdens svar på ”Ole Lukøje” - er den, der bringer drømmene, og de står centralt i fortællingen: ”Noget behøver ikke at være sket for at være sandt. Fortællinger og drømme er skyggesandheder, som varer ved når fakta er støv og aske og glemt”, konstaterer Dream.
Gaiman benytter fortællingen til at indforskrive en lang række af alverdens folkeeventyr, legender og sagn samt temaer fra klassiske forfattere som Dante, John Milton og William Blake. Gaimans største litterære forbillede er dog William Shakespeare, der har hovedrollen i en af seriens episoder, hvor han sammen med sin teatertrup efter anvisninger fra Dream opfører stykket ”En skærsommernatsdrøm”.
Sideløbende med ”Sandman” har Gaiman udsendt en række enkeltstående tegneserier, hvor fortælleren ofte skuer tilbage i sit liv og fokuserer på centrale begivenheder i opvæksten. Disse arbejder er tegnet af landsmanden Dave McKean, Gaimans faste omslagstegner på Sandman-serien og foretrukne illustrator til sine skønlitterære værker.
Gaiman og McKeans samarbejde indledtes med ”Violent Cases”, en voldelig historie om hvordan erindringen forskydes afhængig af hvem, der husker tilbage. Siden fulgte ”Black Orchid” om en kvindelig forbryderbekæmper i en mandsdomineret verden, samt ”Signal to Noise” om en dødsmærket filminstruktør, der sætter sig for at færdiggøre sin sidste film. Gaiman og McKeans mest vellykkede parløb er dog ”Mr. Punch”, en fortælling om barndommens erindringer, der gradvist afslører bristede illusioner og fortrængte familiehemmeligheder.
Sideløbende med disse værker har Gaiman skabt en række bestillingsarbejder, blandt andet serien ”Books of Magic”.