Hos Andreas Garfield bliver teateret et forstørrelsesglas for den virkelighed, der ligger uden for teatersalen. Stilen er næsten dokumentarisk – det ligner virkeligheden i en koncentreret udgave, og selvom sproget rummer et stærkt symbollag, lyder det som talesprog: Replikkerne kunne være hevet ud af munden på folk på gaden og kastet ind på tungen af skuespillerne. Dramatik er i sit væsen svært at få til at virke 'realistisk': Den virkelighedsefterlignende illusion brydes i selvsamme øjeblik tilskueren bliver bevidst om, hvor han eller hun sidder, og at det, der iagttages er en konstrueret handlingsrække. Men hos Andreas Garfield bliver man suget ind i fiktionen, måske fordi den er genkendelig, men højst sandsynligt mest fordi han konstruerer sin fortælling med en intensitet, der giver en 'larger than life'-effekt. Anne Middelboe Christensen beskriver det således:
” For den 32-årige Andreas Garfield skriver sorgen og vreden ind i replikkerne, så netop det hverdagsagtige bliver helt tomt. Han kan kunsten kun at sige tingene én gang. Og han kan skabe tavshed mellem replikkerne, så instruktionen kan kline sig ind med alle de medbetydninger, der gør skuespillerne så levende.” (Anne Middelboe Christensen, Vil du ikke godt tale med mig?, Information, 31. august 2008).
Ofte lurer en faretruende uhygge under den ellers så hyggelige overflade, der som regel danner udgangspunkt for Garfields stykker: Det er jul lige om lidt, og venner og familie skal udføre en sjov og hyggelig juleleg som tidsfordriv (”Hyg jer!”), der er fredeligt i det politisk korrekte parforhold, graviditeten er en realitet og arven er - vist nok – sikret (”Texas”), et forelsket kærestepar har inviteret en gammel ven til middag i deres nye hjem (”Hjem kære hjem”) og søskendeflokken er samlet til barndommens sommerhusidyl i Nordjylland (”Vangså”), men så er der lige et ”men” …
Det er netop rummet mellem det hyggelige afsæt og det fatale ”men”, der udgør Andreas Garfields nærmest sociologisk-realistiske undersøgelse, et rum, som han mestrer at beskrive til perfektion.