Som dramatiker lægger Andreas Garfield sig op ad en naturalistisk tradition, hvor teateret beskriver og reflekterer over virkeligheden og samtiden. Ifølge Anne Middelboe lægger han sig tæt op ad arven fra en ældre kendt dramatiker:
”En plads i mit hjerte" virker ikke bare som en virkelighedsskildring fra Danmark i 2008. Forestillingen viser også et uventet slægtskab med en anden realistisk dramatiker, der udfordrede med de mest uhåndterlige følelser, nemlig Kaj Munk og ikke mindst hans Ordet.” (Anne Middelboe Christensen, Vil du ikke godt tale med mig?, Information 31. august 2008).
På trods af at Garfield på sin vis løfter arven efter den naturalistiske skole, er hans valg af scener og klip næsten filmiske: Han er kameraet, der iscenesætter virkeligheden og gengiver den i beskrivende klip. Det er derfor nærliggende at sammenligne Andreas Garfields dramatik med nutidige filmiske værker, der behandler lignende emner, for eksempel Thomas Vinterbergs dogmefilm om incest, ”Festen”, Susanne Biers ”Elsker dig forevigt”, der handler om et parforhold, der går i stykker efter et tragisk biluheld eller Paprika Steens ”Lad de små børn ...”, der ligesom Garfields ”En plads i mit hjerte” handler om at miste et barn.