Mor og Busser

Citat
”Da Busser startede i skole, kunne hun ikke løfte noget, der var tungere end en blyant, og derfor lærte hun at skrive før alle de andre børn i klassen. (…) en dag brugte hun alle sine kræfter på at kaste en basketball i nettet, lige da hendes gymnastiklærer havde stillet sig under det, og ugen efter blev hun flyttet over på en privatskole, som er en skole kun for børn med tynde arme.”
”Mor og Busser”, s. 35.

Kristina Nya Glaffeys ”Mor og Busser” udkom i 2014 med genrebetegnelsen Romantisk komedie og med illustrationer af Pernille Kløvedal Helweg. Mor og Busser er et lesbisk par, der bor i lejlighed på Nørrebro med deres to børn, hvoraf det ene er bogens fortæller.

I korte, reflekterede scener hører man om hverdagen i den lille familie, og særligt de to mødres forhold til deres eget ophav fylder meget. Længere psykologforløb lægger bunden for analyserne af opvækst, arv og miljø, hvor både mor og Bussers forældre får et skud for boven.

Den barnlige udsigelse kaster et mildt overbærende blik på de to forvirrede og selvoptagede voksne, samtidig med, at en voksen erfaringsramme er udgangspunkt for fortællingen.

51102630

Sætningerne er lange med indirekte tale; som en tenniskamp refereres mor og Bussers samtaler, uden at børnene selv kommer til orde: ”Mor siger, at hvis Busser var en potteplante, ville hun være en kaktus, og Busser siger, at hvis mor var en potteplante, ville hun være en flittiglise (…)” (s. 75). Udsigelsesniveauerne mudrer på den måde sammen, fordi det er et barn, der gengiver, hvad de voksne siger og hvad deres forældre i sin tid har fortalt dem. Det gør romanen til et komplekst portræt af såvel indskrænkede som eksperimenterende forældre, curlingbørn og mælkebøttebørn, enebørn og mors bror Bent, som børnene ikke må være alene med.

Det ekspressive teatermenneske mor og den introverte, kritiske forfatterskolede Busser fremstilles som arketyper for den kreative middelklasse, der bebor Nørrebro med kunststøtte og kaffeaftaler. Mindre vigtigt er det, at de er lesbiske, først og fremmest er de mennesker med ophav, længsler og fobier – og meget opmærksomme børn. Spændet mellem den barnlige fortæller og de voksne temaer konkretiseres i de mange forklaringer af faste vendinger, metaforer og sproglige billeder. Mange udtryk defineres med ”noget der hedder”, som når voksne forklarer verden for barnet. Her er det barnet, der forklarer verden for den voksne – en kategori, særligt Busser i øvrigt ikke ubetinget abonnerer på