En dåre fri

Citat
”Og jeg som har fått Emil også. En som leker og som har lovet å hjælpe meg å unngå døden. Jeg kommer til å trenge masse tid til å være sammen med dem. Marit sier noe samtidig som både Emil og Espen prater."
”En dåre fri”, s. 62.

Beate Grimsruds seneste roman ”En dåre fri” fra 2010 (”En dåre fri”, 2011), er en jeg-fortælling om forfatteren Eli, der ikke kun skal administrere sin egen stemme, men også de drengestemmer, der siden barndommen har befolket hendes hoved. Den første, Espen, indfandt sig, da seksårige Eli var midt i et teaterstykke om den norske eventyrfigur Espen Askeladd. Den rørstrømske og følsomme Espen blev siden fulgt af energiske Emil, aggressive Erik og stilige prins Eugen, og de overtager på skift magten over Elis handlinger.

28811659

Romanen skifter mellem en nutid, hvor forfatteren med hjælp fra sin terapeut Jonatan kæmper for at opretholde en hverdag og erindringsglimt fra hele forfatterens liv. Barndommen med fire søskende og to fjerne forældre sætter spor i den lille Eli, der gennem livet er en outsider, elskelig men utilregnelig. I krydsklip følger vi Elis opvækst, bosættelsen i Sverige, forfatterdrømmen, der trods svær ordblindhed bliver til virkelighed, og ikke mindst skildringer af utallige og langvarige indlæggelser på psykiatriske afdelinger. Det fremgår af indsatte patientjournaler, at Eli er psykotisk, suicidal og skizofren, og i flere perioder er hun tungt medicineret og ude af stand til at tackle virkeligheden.

Som portræt af en både skabende og destruktiv kunstner bliver ”En dåre fri” et forsvarsskrift for de syge og utilpassede. Det er et stort tabu, Grimsrud tager op, særligt fordi romanen mere end antyder, at oplevelserne er selvoplevede. Romanens omtalte værker stemmer overens med Grimsruds egne værker, og flere faktuelle begivenheder kan også henvises til forfatterens eget liv. Det gør ikke af sig selv romanen til en selvbiografi, men til en roman med selvbiografiske træk, der efterlader læseren i en sund tvivl om værkets autenticitet. ”En dåre fri” er en roman om kunst og galskab, om at balancere på kanten af samfundet og tæmme sine indre dæmoner. Men også om at lade dæmonerne rase, så kunsten kan få frit spil.