Beate Grimsruds romaner har deres helt egen stemme. Fortællingerne, der hellere end at følge et lineært, fremadskridende handlingsspor, er opbrudte og fragmentariske, drevet frem af tableauer og episoder. Der veksles mellem tider, mellem synsvinkler og mellem genkendelig virkelighed og fantasi eller drøm. På trods af de mange skift i udtryk er værkerne holdt sammen af den sproglige tone, der kendetegner Grimsruds værker. En stor detaljerigdom samt bemærkelsesværdige billeder skabt af komprimerede og præcise sætninger gør hendes værker til fængslende billedalbums med personligt aftryk.
Gennem forfatterskabet går mange temaer og episoder igen, og helt ned på sætningsniveau er der gentagelser bøgerne imellem. Værkerne er tæt knyttet til hinanden og skriver videre på hinanden.
Et genkommende tema er at skrive, at genfortælle virkeligheden og at være del i sin egen fiktion. I ”Søvnens lekkasje” indleder fortælleren med sætningen ”Jeg er forfatter. Det er ikke et yrke. Det er et liv.” og afslutter med samme. Sætningen går igen i ”En dåre fri”, hvilket optegner den røde tråd i forfatterskabet og kæder de forskellige værker sammen.
I nogle af de tidligere værker leder og leder fortælleren, mens fortælleren i ”En dåre fri” messer ”Jeg fandt, jeg fandt, jeg fandt”. Det tyder på, at forfatteren har fundet svar på nogle af de mange spørgsmål, der løbende stilles i forfatterskabet. Undervejs diskuterer Grimsrud, om det er prisen værd at udstille sin egen familie for at få kunstnerisk fred og berømmelse? Rangerer kunsten højere end det levede liv? De spørgsmål svares der ikke på, men det faktum, at bøgerne udgives og får fantastiske modtagelser hver gang, er måske svar nok.
En undertone i forfatterskabets psykologiske interessefelt er en kras kritik af det samfund, der skaber egoistiske forbrugere i stedet for næstekærlige mennesker. Det samfund, der ikke kan rumme det aparte og som ud fra et smalt normalitetsbegreb definerer, hvem der er normal og hvem der er mærkelig. Grænserne mellem at være rask eller syg, være mand eller kvinde, være stærk eller svag, være barn eller voksen ophæves i Grimsruds værker. Tilbage står karaktererne, der mere end noget andet blot er mennesker.
Med ”En dåre fri” kan man med en henvisning til en på mange måder ligesindet forfatter, August Strindberg, kalde forfatterskabet for en dåres forsvarstale (Strindberg udgav i 1895 det selvbiografiske værk ”En dåres forsvarstale”). Grimsruds bøger bliver forsvarsskrifter for de skæve eksistenser, der måske ikke ellers kan komme til orde.