Mulighedernes land

Der er to markante kollektivromaner, der prøver at tage temperaturen på et helt samfund, i Vibeke Grønfeldts forfatterskab: Tobindsromanen ”Mulighedernes land” fra 1989 og den senere, lettere tilgængelige ”I dag” fra 1998.

”Mulighedernes land” er et komplekst værk, der gennem to bind beskriver efterkrigstidens Danmark set fra provinsen. Værket springer fra den ene beboer til den anden, fra mindre novellistiske forløb til små enkeltnedslag, der sammenholdes dels af en kommenterende stemme (Formandens), der med magtens sprog konstant rapporterer om den fantastiske udvikling, og dels af en ældre kvindes kommentarer, der med en intakt erindring om fortiden konstaterer tidens ødelæggelser. Persongalleriet er stort og omhandler alle typer, fra landboerne til indbyggere i det moderne samfund. Men den menneskelige forråelse er ikke til at tage fejl af. Indimellem siges det benhårdt: Som da Hanna indser, at hendes ægtefælle Jon, der har solgt hende til sex med kommuneinspektøren til gengæld for et job, ”er god og ødelagt af sin far, som er ødelagt af miniaturebyen, der i stedet for at vokse fra et atom til et univers er faldet sammen til et sort hul.” (”Mulighedernes land”, bd. 1. s. 211).

Der er ikke meget håb at spore for provinsen. Som Grønfeldt formulerer det i et interview 11 år senere, så er de gode gamle dage for længst ovre, også på landet: ”I dag lever mange mennesker på landet som på Vesterbro i København: Ensomme, kun med tv. Der er intet fællesskab, og det har der ikke været i mange år. Børnene bliver institutionsbørn, og vi har folk, der ligger døde i tre uger, indtil postkassen er stopfuld af reklamer.” (Karen Syberg: En bog skal prøves på sandfærdigheden. Information, 1999-11-04).