“Fisketyven: historier hjemmefra” er titlen på en samling fabulerende, fynske landsbynoveller, som udgør Maria Grønlykkes debut fra 2003. Som det første bliver læseren kastet ud i barndomsårene og skoletiden på Fyn i novellen “Død over Lysserne”, hvor man møder Røde Johs og hans brødre, som i øvrigt bekriger ‘de hæslige sataner’ fra Lysemosen med kæppe, hjemmelavede våben og benzin. Bagefter fortælles i “Regardo og dem” om skoletidens tyranniske lærere. Der er læreren H.C., der tidligere har været i militæret, og som – hvis drengene ikke opfører sig ordentligt – hænger dem op på gangens knagerækker: “Det der skete når man hang der, var at H.C. – det var især ham – H.C., han kunne simpelthen fordoble det tempo han gav lussinger i. Fordi han på den måde som en anden tennisstjerne kunne bruge skiftevis både for- og baghånd; det var jo smart nok set” (side 13). Regardo er den eneste, som tricket ikke virker på. Hans hoved er simpelthen for småt, og en dag, mens H.C. veloplagt smider frakken, gnider hænderne og tager fat om Regardos ører og løfter op, fortsætter Regardo ned forbi knagerne, lander på gulvet og smutter væk mellem benene på den arrige lærer.
24565890
Der er noget rørende og dybt menneskeligt over de følgende noveller “Birgit og Palle Sovesofa”, “På kommunen” og “Nr. 14” om Palle Sovesofa, der tæver sin kone, den ridderlige bror Røde Johs – nu som voksen – der overtager den forslåede enke efter Palles død, og ‘den lille skide stakkels lorteenke Birgit’, som Johs ekskone kalder hende. Johs har været forelsket i Birgit i mange år, og sammen med Johs oplever Birgit sit livs første lykke. Desværre varer det ikke længe, før Birgit dør efter kort tids sygdom, og det får Johs til at græde for første gang i sit liv. Johs bliver i novellerne fra barndommen beskrevet som en hård negl, en farlig karl, men efterhånden, som han dukker op i flere af novellerne, lærer man ham at kende som en retfærdig og sympatisk mand, der elsker sin nye kone Birgit over alt på jorden, sørger over hende, da hun dør, og kæmper for retten til at beholde hendes tre børn. I den sidste novelle “Noget senere” møder fortælleren Johs, og erindrede historier og nutiden støder sammen. Johs er blevet gift igen, venter barn og er glad for livet.
Novellerne i “Fisketyven: historier hjemmefra” er historier om fynske mennesker og skæbner, der fletter sig ind i hinanden. Humoren, varmen og dialekten har en central placering, og fortæller-jeget, som hele tiden er til stede i novellerne – til tider som barn, andre gange som ung, og til sidst som halvgammel – tager fat på både det almindelige (fynske) livs charme og landlige idyl, men også det mandchauvinistiske, det feministiske, det anarkistiske, det fandenivoldske og det bureaukratiske får lov at komme op til overfladen og ligge i åben brydekamp, når fortælleren i lige store portioner digter og husker tilbage.
Maria Grønlykke er hele vejen igennem på de utilpassede eksistensers side, og hun skriver resolut og lige ud af landevejen. Intet bliver pakket ind. Styrken ligger i underdrivelsen og i detaljen i de netværksagtige fortællinger om lokalsamfundet, gule citronmåner, som tålmodigt står flere måneder i et skab og venter på uventede gæster, og den store, bløde bakke med kløvere, hvorfra man kan se over til Jylland – “u’landet”.