maria grønlykke
Foto: Morten Holtum

Maria Grønlykke

cand. mag. Susanne Nørgaard, iBureauet/Dagbladet Information. 2008.
Top image group
maria grønlykke
Foto: Morten Holtum
Main image
Grønlykke, Maria
Foto: Finn Frandsen

Indledning

Efter en karriere som både jurist og kogekone slog Maria Grønlykke i 2003 igennem med novellesamlingen “Fisketyven: historier hjemmefra”, som blev hædret med BogForums debutantpris. Med afsæt i det fynske landboliv fortæller hun om almindelige mennesker, hvis liv og skæbner fletter sig ind i hinanden. Døren åbnes til en forunderlig verden fuld af dialekt, morskab og hjertevarme. Tonen er varm, sjov, rørende og næsten en smule foruroligende, når Grønlykke med sine små skæbnefortællinger minder verden om, at lykken ikke nødvendigvis findes på den anden side af hækken, i cyberspace eller på tv. Livet og lykken er kommunefarvet og ligger lige foran næsen af os.

 

46980832

Blå bog

  • Født: 30. maj 1957 i København.
  • Uddannelse: Sproglig student fra Vestfyns Gymnasium i 1975, cand. jur. I 1984.
  • Debut: Fisketyven : historier hjemmefra, 2003.
  • Litteraturpriser: Årets nye bognavn og BogForums debutantpris i 2003. Deltager i litteraturmessen i Budapest som årets danske debutant 2004.
  • Seneste udgivelse: Godt for sandheden - at ikke alle lever af at sælge flæsk. Gyldendal, 2019. En biografisk fortælling om Ellen Hørup. 
Artikel type
voksne

Baggrund

“Tag det dog roli’t, Jutta. Do behøver sgu’t et mandfolk å rann’ å kost’ rundt mæ. Å hvis du gø’, så ska do sgu nok find’ et nyt! Men Bergit...her blev hans stemme underlig, - Bergit, hu’ har brug for hjælp”. Og da det så gik op for Jutta at det var den lille skide stakkels lorteenke med de blå øjne og alle krøllerne som manden havde tænkt sig at flytte over til, gik hun amok og ville tæve ham med et kosteskaft der til alt held var ved hånden. Men inden hun nåede så langt, var han kørt af sted i sin blå rustbunke af en varevogn.”
“Fisketyven: historier hjemmefra”, s. 54.

Maria Grønlykke er født i København den 30. maj 1957. Hun er vokset op på landet som den eneste pige i en søskendeflok på seks, først på Hornsherred, hvor faren drev en skumgummifabrik, og siden på Sydvestfyn, hvor familien flyttede til, da hun var otte år, for at drive Løgismose Gods. Forældrene, Sven og Lene Grønlykke, engagerede sig intenst i mange forskellige retninger og udover at drive godset, købte de ASA film. Senere drev de Falsled Kro, Kong Hans Kælder og Løgismose Mejeri og Vin.

Denne baggrund er måske forklaringen på Maria Grønlykkes karriereforløb, som ikke bevæger sig i en lige linje fra studentereksamen til forfatterkarriere. Efter gymnasietiden på Fyn flyttede hun til København og startede som blomsterbinder hos Erik Bering. Herefter indskrev hun sig på jurastudiet på Københavns Universitet, hvor diskussioner til hendes store glæde blev vundet med gode, fornuftige argumenter. Marie Grønlykke blev aktiv i studenterpolitik, og her mødte hun den økonomistuderende Jacob Mollerup. Dagen før hendes tyve års fødselsdag blev de to gift i kapellet på Løgismose Gods. I dag har de tre børn.

Som færdig jurist blev Maria Grønlykke ansat i Centraladministrationen, men hun holdt af og til orlov, fordi hun ‘fik svip’ eller var uenig med chefen. I de perioder gik hun i stedet ud som kogekone. I 1997 lå hendes endelige opsigelse på chefens bord. På det tidspunkt var hun allerede en passioneret læserbrevsskribent og samfundsdebattør i landets aviser, og planen var, at hun nu skulle leve som freelanceskribent: “Og så begyndte jeg at skrive fiktion i smug. Jeg sagde det ikke engang til Jacob. For jeg synes, det var lidt opkørt at bilde sig ind, man bare måtte skrive derudad, når der ikke var nogen, der havde bedt én om det. Sådan lidt blasert, ikke. Men mere eller mindre ubevidst har det altid ligget der som et ønske.” (Lotte Thorsen: “Jomfru Maria”. Interview i Politiken, 2003-04-06).

Trods et mislykket romanforsøg, som Marie Grønlykke fik tilbage med afslag fra ti forskellige forlag, var ideerne der pludselig efter et besøg hos en mand fra hjemegnen på Sydvestfyn, hvor hun skulle aflevere nogle penge. Manden var ikke hjemme, så hun gav pengene til hans kone. På vejen tilbage mødte Maria Grønlykke manden selv og fortæller ham, at hun har afleveret pengene til hans kone. Manden ser chokeret på hende og bemærker, at det lyder farligt: “Det var dét der blik, han havde i øjnene, der gav mig ideen. Han kunne jo godt regne ud, at nu skulle hun have udestue og sofapuder og alt muligt pis. Og så kom historierne hjemmefra ellers trillende.” (Lotte Thorsen: “Jomfru Maria”. Interview i Politiken, 2003-04-06).

Inspirationen blev omsat til novellesamlingen “Fisketyven: historier hjemmefra” om det fynske landboliv, som i 2003 indbragte Maria Grønlykke BogForums debutantpris, og det er siden blevet til endnu en novellesamling og to romaner. Maria Grønlykke bor i dag på Østerbro i København med sin mand og sin yngste søn.

Fisketyven : historier hjemmefra

“Sådan gik det virkelig: Den dag Palle Sovesofa blev lagt under muld, flyttede hans storebror ind hos enken. Han kom med en stor papkasse med ejendele i, det var en stak underbukser fra SuperBrugsen, Jutta måtte have strøget dem, de lå lige så fint, lagde Birgit mærke til, fire skjorter, fire arbejdsdragter, ja, det hele var strøget. Så var han nok én der skulle have sine ting strøget, tænkte hun og bed sig i underlæben. Hun ville også gerne stryge for ham.”
“Fisketyven: historier hjemmefra”, s. 53.

“Fisketyven: historier hjemmefra” er titlen på en samling fabulerende, fynske landsbynoveller, som udgør Maria Grønlykkes debut fra 2003. Som det første bliver læseren kastet ud i barndomsårene og skoletiden på Fyn i novellen “Død over Lysserne”, hvor man møder Røde Johs og hans brødre, som i øvrigt bekriger ‘de hæslige sataner’ fra Lysemosen med kæppe, hjemmelavede våben og benzin. Bagefter fortælles i “Regardo og dem” om skoletidens tyranniske lærere. Der er læreren H.C., der tidligere har været i militæret, og som – hvis drengene ikke opfører sig ordentligt – hænger dem op på gangens knagerækker: “Det der skete når man hang der, var at H.C. – det var især ham – H.C., han kunne simpelthen fordoble det tempo han gav lussinger i. Fordi han på den måde som en anden tennisstjerne kunne bruge skiftevis både for- og baghånd; det var jo smart nok set” (side 13). Regardo er den eneste, som tricket ikke virker på. Hans hoved er simpelthen for småt, og en dag, mens H.C. veloplagt smider frakken, gnider hænderne og tager fat om Regardos ører og løfter op, fortsætter Regardo ned forbi knagerne, lander på gulvet og smutter væk mellem benene på den arrige lærer.

24565890

Der er noget rørende og dybt menneskeligt over de følgende noveller “Birgit og Palle Sovesofa”, “På kommunen” og “Nr. 14” om Palle Sovesofa, der tæver sin kone, den ridderlige bror Røde Johs – nu som voksen – der overtager den forslåede enke efter Palles død, og ‘den lille skide stakkels lorteenke Birgit’, som Johs ekskone kalder hende. Johs har været forelsket i Birgit i mange år, og sammen med Johs oplever Birgit sit livs første lykke. Desværre varer det ikke længe, før Birgit dør efter kort tids sygdom, og det får Johs til at græde for første gang i sit liv. Johs bliver i novellerne fra barndommen beskrevet som en hård negl, en farlig karl, men efterhånden, som han dukker op i flere af novellerne, lærer man ham at kende som en retfærdig og sympatisk mand, der elsker sin nye kone Birgit over alt på jorden, sørger over hende, da hun dør, og kæmper for retten til at beholde hendes tre børn. I den sidste novelle “Noget senere” møder fortælleren Johs, og erindrede historier og nutiden støder sammen. Johs er blevet gift igen, venter barn og er glad for livet.

Novellerne i “Fisketyven: historier hjemmefra” er historier om fynske mennesker og skæbner, der fletter sig ind i hinanden. Humoren, varmen og dialekten har en central placering, og fortæller-jeget, som hele tiden er til stede i novellerne – til tider som barn, andre gange som ung, og til sidst som halvgammel – tager fat på både det almindelige (fynske) livs charme og landlige idyl, men også det mandchauvinistiske, det feministiske, det anarkistiske, det fandenivoldske og det bureaukratiske får lov at komme op til overfladen og ligge i åben brydekamp, når fortælleren i lige store portioner digter og husker tilbage.

Maria Grønlykke er hele vejen igennem på de utilpassede eksistensers side, og hun skriver resolut og lige ud af landevejen. Intet bliver pakket ind. Styrken ligger i underdrivelsen og i detaljen i de netværksagtige fortællinger om lokalsamfundet, gule citronmåner, som tålmodigt står flere måneder i et skab og venter på uventede gæster, og den store, bløde bakke med kløvere, hvorfra man kan se over til Jylland – “u’landet”.

En lille sang om Stella: andre historier hjemmefra

“Karla føler sig som noget fra en film da hun bevæger sig frem imod ham, ved ikke om hun skal gå eller løbe eller hvad. Hun gør først det ene så det andet, vinker med begge arme og til sidst så stormer hun resten af vejen hen til ham. “Johs, for helvet din idiot, Johs, hvorfor sku du rejs, jæ ka jut undvær dig! Din store...åh, din klaptosk. Johs. For fanden da!” Det eneste sted i verden er i Johs’ arme”.
“En lille sang om Stella: andre historier hjemmefra”, s. 145.

Novellesamlingen “En lille sang om Stella: andre historier hjemmefra” fra 2004 byder på flere historier hentet fra Fyns land, og den fysiske referenceramme kan for det meste holdes inden for et par kilometer i diameter.

Historierne om Røde Johs og alle de andre fortsætter, men også nye karakterer er kommet til. For eksempel Lille E, der optræder i novellen “Lille E og pigen”. I virkeligheden hedder han Emil, men han er den mindste i klassen, og derfor kaldes han Lille E. De fleste tror, han er homoseksuel – måske tror han det også selv. Rina, som senere bliver psykiater, er helt overbevist. Rinas veninde Martha mener, at det må han selv om, og alligevel er hun noget nysgerrig. Derfor spørger hun en dag Lille E, om ikke de skal sove sammen. Og det skal de. Men bedst som de ligger nøgne og sammenfiltrede på stuegulvet hjemme hos Lille E, kommer forældrene pludselig ind ad døren. Moren bliver meget begejstret og inviterer straks på kaffe, mens faren sidder ved bordet med røde ører. Da Lille E sniger Martha ud af køkkenet, kræver han et svar. Hvorfor lige netop ham? Jo men, Martha ville bare gerne have, han skulle vide, at det også kunne være sjovt med piger.

Der er noget ganske særligt ved det almindelige i novellerne, og lokalsamfundet bliver portrætteret med en god portion hjertevarme og empatisk indfølingsevne. I titelnovellen “En lille sang om Stella” og senere i “Sommerfest” møder vi Stella, som er vild med at danse til Safri Duo, og som efter en munter fest stiller sin mand og alle hans venner fra landsbyen op til kommunalvalget under navnet Sommerfuglelisten. Der er også stakkels gamle Åse, som i novellen “Grønnegården sælges og ikke alt går efter bogen” bliver snydt af en slyngel af en borgmester til at gå af med sin elskede gamle gård, Grønnegården, efter mandens død.

25450124

For Maria Grønlykke er lykken kommunefarvet og ligger lige foran næsen. De gæve bonderøve fra Fyn med den stærke dialekt er tilbage. Særligt i novellen “Zonyo Zobelli er kommet til byen”, hvor Linda og veninden Britta har mange samtaler over en kande kaffe, flyder dialekten langt og tykt. Det gør den også i “Juletræerne skal fældes” om Røde Johs og hans nye kærlighed, Karla, når de fynske juletræsfældere møder tre københavnere og en oppustelig dukke, og når Karla og Britta planlægger at overraske deres mænd med en madkurv. Heldigvis er Grønlykkes lydskrift lettilgængelig og letforståelig, og de lange passager kun med fynsk dialekt maner effektivt en hyggelig, småtosset og en smule naiv stemning frem.

“En lille sang om Stella” er en hyldest til det folkelige og det lokale, og Grønlykke beskriver sine personer, sine skæbner og sine historier med en mild, erindrende distance til den nogle gange let naragtige og naive tilgang til det almindelige liv. De mest udspekulerede er kvinderne, med snilde styrer de deres uregerlige og umulige mænd og deres laster, men Grønlykke går også til angreb på lokalpolitiske svinestreger, hvor hendes harme og hendes parti med den gamle Åse skinner klart igennem.

I morgen skinner solen

“Johanne kunne godt finde på at gå med et salmevers indeni, bare en strofe, de kom af sig selv. Det mærkværdige var at det altid lige var den sætning man havde brug for. Jeg ved en blomst så faver og fin. Hvordan kunne hun glemme dét? Hun og Finn! Hun havde jo ham. Så skulle det nok gå. Og han havde jo hende. Selvom han havde gjort noget forkert nogle gange, det var rigtigt nok, med det gjorde folk, det gør jo alle, ingen er ufejlbarlige. Men de to havde hinanden!”
“I morgen skinner solen”, s. 145.

Marie Grønlykkes første roman udkom i 2006 under titlen “I morgen skinner solen”. Her vendes blikket mod det sydsjællandske landsbymiljø og et umage par, den fornuftige Johanne og lykkesmeden Finn Ove.

Johanne går i kirke hver søndag, holder af at synge salmer og tager sig velopdragent af sin kværulantiske mor og halvfordrukne far. Og så beder hun til Gud om, at hun en dag vil møde en god mand og stifte familie. Da Johanne hører den tidligere malersvend og dørsælger Finn Ove synge i kirken, bliver hun ramt af Amors pil. Det må vel nærmest være et tegn fra Gud. Snart efter bliver Johanne og Finn Ove gift, selvom moderen er imod, og det er måske også et tegn fra de højere magter, at det ikke kan foregå i en kirke, fordi Finn Ove har været gift før. Men gift bliver de, på rådhuset, og Johanne er lykkelig. Hun passer sine katte, som bliver flere og flere, og beder til Gud om et lille barn. Det viser sig dog, at Finn Ove er blevet steriliseret og aldrig kan få andre børn end det, han har fra sit tidligere ægteskab. Det er selvfølgelig en streg i regningen, men Johanne lader sig ikke slå ud. Heller ikke, da Finn Ove kommer i fængsel for bedrageri og underslæb, og de forskellige huse, han undervejs køber til Johanne, ryger på tvangsauktion.

26102014

Johanne er det fuldkomment gode menneske, som langsomt bliver ædt op indefra. Hver gang Finn Ove kaster sig ud i et nyt forretningseventyr, gnaver ormen nye sår inde i maven på Johanne. Hun vil helst bare gå lige ud af landevejen. Når hun går lange ture, kan hun tænke på markens liljer, salmevers og gamle dage og minde sig selv om, at både Finn Ove og moren er gode, ordentlige mennesker, som hun bør holde af, være taknemmelig for og tilgive. Det er hendes kristne pligt. Men er det det værd? Bogen igennem tigger man som læser Johanne om at forlade sin rastløse og urealistiske mand, men er det muligt?

“I morgen skinner solen” tematiserer den opofrende kvinde, og historien om Johanne og hendes forliste drømme er næsten tragisk, men Grønlykke formår at holde tonen lys og poetisk, og undervejs er romanen krydret med masser af sjove henvisninger til tidens gang og en mundret realisme med sans for god dialog og stille humor. Sidst i bogen fornemmer man dog, at selv forfatteren har lyst til at ruske op i Johanne, som hele tiden tænker, at i morgen bliver det bedre – hvis bare Finn Ove kunne få sit gamle job som dørsælger tilbage.

Gennem Finn Oves mange forliste projekter følger bogen også Danmarks udvikling. Først er Finn Ove maler, sælger og kirkesanger, så bliver det campingvogne og udestuer og til sidst selskabstømning og de helt store penge – tjent på et hul i lovgivningen, som den daværende skatteminister ikke fik lukket.

 

Sølvmanden

“Besudlet, svinet til, kriminel, han vidste det godt alt sammen, han stod til forbedringshus. Men det mest forfærdelige var den der vidunderlige følelse! De lyn der skød op i ham hvert andet øjeblik. Åh. Gid det ikke havde været så svinsk. Det havde jo heller ikke føltes svinsk. Det havde kun føltes så logisk, så rigtigt og indlysende. Som en slags forklaring han endelig havde fået. En længsel han havde haft i lang lang tid, en vidunderlig længsel. Uden at ane det. Som nu langt om længe blev mødt.”
“Sølvmanden”, side 98.

Maria Grønlykkes seneste roman “Sølvmanden” fra 2008 handler om den kultiverede fynske sølvsmed, William Nissen Dahl, der synger opera og samler på ting. I begyndelsen af romanen møder læseren den aldrende William, som lever et ensomt og tilbagetrukket liv blandt sin store samling af antikviteter, sølvtøj og malerier. Han viser gerne sin samling frem for interesserede, men er ellers en bitter mand, som savner sit lokalsamfunds anerkendelse. Hans livs største lyspunkt kommer, da borgmesteren – på opfordring fra naboen Fru Ingvardsen – udnævner William til æresborger.

Dette er dog kun starten (eller rettere slutningen) på fortællingen om Williams liv. I romanen bringes læseren helt tilbage til William og broren Carls barndom med juleaftener på Frederiksberg Allé sammen med farmor, tante Mathilde, kusinerne og faren, sølvvarefabrikant Dahl, hvis fodspor det er meningen, drengene skal følge i. William bliver sendt i lære på et sølvværksted i København. Her deler han værelse med Tage, som hurtigt bliver mere end bare en ven – på Tages vage opfordring deler de to også seng, og Williams hjerte hamrer vildt af glæde. Dagen efter skælder han Tage ud og slår fast, at det aldrig må ske igen. Skammen får bølgerne til at gå højt, og de ender i forbedringshus. Først flere år senere kontakter William igen Tage, og de tager sammen af sted på en lang rejse. William har i mellemtiden frasagt sig arveretten til farens sølvvarefabrik og vil i stedet være operasanger. William er lykkelig, men lykken er lunefuld. Efter rejsen modtager han et brev fra Tage. Han skal giftes med Asta, som han har kendt i to år.

27381634

Først flere år senere får William igen et forhold til en anden mand, købmanden Harald Plum, men også denne efterlader William i vildrede og dyb sorg. Grønlykke benytter her chancen til – gennem tjenestefolkene – at vise, at Williams homoseksualitet ikke er en hemmelighed for andre end ham selv: “Naturligvis havde Oda fundet det overraskende og interessant at erfare at der fandtes flere billeder af købmand Plums søn med hat og stok og i bil i snart sagt de fleste af husets skuffer – og dét havde hun ikke syntes hun ville undlade at delagtiggøre sin kollega, frk. Mikkelsen, i” (side 203).

I løbet af årene får William flere sorger. Hans elskede bror Carl dør, og kort tid efter visner også både moren og faren hen, og William står alene tilbage med den gamle sølvvarefabrik. Selvom William har haft mange planer, ender han alligevel som sølvvarefabrikant Dahl, og den dag han skal holde sin (yderst velforberedte) første tale for de ansatte, står han i stedet med samtlige lærlinges opsigelse i hånden. William er fanget mellem familiens forventninger og sine egne drømme. Han er for korrekt, for stiv og for sær til at kunne omgås andre mennesker på en naturlig måde. Og så lever han i skyggen af sin egen seksualitet hele livet.

Hverdagens små detaljer

Maria Grønlykke henter sin inspiration i taknemmeligheden for de små detaljer i hverdagen, biller i alskens farver, svampe der dufter af violer og sæbe og dug på et edderkoppespind. Hun finder den i hverdagen, i grå tirsdage, trivialiteter, almindeligheder og i det stillestående, og hun finder den i menneskene ag kød og blod omkring sig: “Forleden sad to jyder bag mig i bussen, midaldrende herrer, og på få stop fik jeg tonsvis om faster Åse i Slagelse. Det ville ALDRIG gå i en roman, så godt var det” (Maria Grønlykke: “Inspiration”. Litteratursiden.dk, 2003-11-17). Med sine egne ord kender hun ikke noget så kedsommeligt som bøger uden en heftig forbindelse til virkeligheden.

I Grønlykkes rummelige univers er der plads til originaler, drankere, skurke, sjove koner og homoseksuelle. Det hele stråler ofte af ren og skær fortællerglæde over at kunne berette om disse originaler, men historierne rummer også nederlag, magtesløshed og sorg fortalt i en særegen tone, som er ideel til at give skæbne og naive eksistenser en stemme. Der er aldrig nogen tvivl om, at Grønlykkes hjerte banker for dem og det, der er anderledes, hvad end det så måtte betyde.

Emner og temaer som kærlighed, venskab, ensomhed, seksualitet og forliste længsler er gennemgående hos Maria Grønlykke. Hvor de små hjemstavnsfortællinger i “Fisketyven: historier hjemmefra” og “En lille sang om Stella: andre historier hjemmefra” hovedsageligt har en god hyggelig tone, tager romanerne “I morgen skinner solen” og “Sølvmanden” fat på eksistenser, som langsomt bliver skubbet ud af fællesskabet og havner i dyb ensomhed.

Maria Grønlykke har en fin fornemmelse for at beskrive sine personer, så de træder frem for læseren – alt, hvad hun skriver, handler om mennesket og livet som sådan. Samtidig er det skævheden, der fascinerer som kontrast til det såkaldte normale livs strømlinede og rationelle virkelighed: “Jeg synes, det er så befriende, når nogen bryder de normer, vi alle sammen er mast ind i. Og samtidig synes jeg, det må være så frygtelig svært at have det sådan, at man bare ikke passer ind i det system, alle andre lever i” (Lotte Thorsen: “Jomfru Maria”. Interview i Politiken, 2003-04-06).

Inspiration og sammenligninger

Almindeligheden, humoren, det lettilgængelige sprog og de mange historier om skæbner, der har hjemme i yderliggende provinsflækker, leder tankerne hen på Bent Vinn Nielsens solidariske, kærlige og humoristiske skildringer af det uofficielle Danmarks skæve eksistenser. Bent Vinn Nielsen bekender sig til en realistisk stil og tradition. Han holder fast ved den mundrette tone i de miljøer, han skildrer, og som Maria Grønlykke skriver han i et sprog, som er lettilgængeligt. Fortællestemmen, som læseren møder hos både Maria Grønlykke, kan ligeledes vække minder om Jan Sonnergaards mundtlige og selvkorrigerende stil i “Radiator”, “Sidste søndag i oktober” eller “Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen”. Jan Sonnergaard skriver også om det genkendelige Danmark – dog nærmere betegnet København – og om mennesker, der til tider befinder sig helt ude i periferien af samfundet, bistandsmodtagere, ensomme og butikstyve. I modsætning til Maria Grønlykke blander han dog det hverdagslige med det utrolige, det absurde og det surreelle.

Maria Grønlykkes to novellesamlinger “Fisketyven: historier hjemmefra” og “En lille sang om Stella: andre historier hjemmefra” er også nærliggende at sammenligne med svenske Mikael Niemis “Populærmusik fra Vittula”, som er en både tragisk og humoristisk hjemstavnsroman. Niemis anmelderroste roman, der foregår i den nordligste udkant af Sverige, er skrevet med den samme ømhed over for det rå og temmelig fattige landliv. Som læser hopper man frem og tilbage i tid, og personer, hændelser og anekdoter fletter sig ind i hinanden undervejs i følsomme beretninger om livet i en lille by – hvad enten denne by hedder Pajala og ligger i Sverige eller et sted på Sydvestfyn.

Maria Grønlykkes to seneste romaner er af en lidt anden karakter. Johanne i “I morgen skinner solen” er tragisk som kvindekaraktererne hos Lars von Trier, blandt andet Bess McNeill i filmen “Breaking the Waves”. Og William er tragisk som de to mandlige hovedkarakterer i “Annie Proulx filmatiserede novelle “Brokeback Mountain” og som en lang række af de lidende karakterer i Herman Bangs forfatterskab.

Bibliografi

Grønlykke, Maria:
Fisketyven : historier hjemmefra. 2003. Novellesamling.
Grønlykke, Maria:
En lille sang om Stella : andre historier hjemmefra.2004. Novellesamling.
Grønlykke, Maria:
I morgen skinner solen. 2006. Roman.
Grønlykke, Maria:
Sølvmanden.2008. Roman.
Grønlykke, Maria:
Hundrede års kvindsomhed : polyfoni. Gyldendal, 2014.
Grønlykke, Maria: Godt for sandheden - at ikke alle lever af at sælge flæsk. Gyldendal, 2019. En biografisk fortælling om Ellen Hørup.

Erindringer

Grønlykke, Maria:
Lene og Sven Grønlykke : et erindringsportræt. Gyldendal, 2012. (99.4).

Om forfatterskabet

Web

Maria Grønlykkes forlag.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Maria Grønlykke

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Thorsen, Lotte:
Jomfru Maria. Interview i Politiken, 2003-04-06.
Fangel, Gitte:
Godnat til Canaletto. Interview på litteratursiden.dk, 2008-10-13.