Sølvmanden

Citat
“Besudlet, svinet til, kriminel, han vidste det godt alt sammen, han stod til forbedringshus. Men det mest forfærdelige var den der vidunderlige følelse! De lyn der skød op i ham hvert andet øjeblik. Åh. Gid det ikke havde været så svinsk. Det havde jo heller ikke føltes svinsk. Det havde kun føltes så logisk, så rigtigt og indlysende. Som en slags forklaring han endelig havde fået. En længsel han havde haft i lang lang tid, en vidunderlig længsel. Uden at ane det. Som nu langt om længe blev mødt.”
“Sølvmanden”, side 98.

Maria Grønlykkes seneste roman “Sølvmanden” fra 2008 handler om den kultiverede fynske sølvsmed, William Nissen Dahl, der synger opera og samler på ting. I begyndelsen af romanen møder læseren den aldrende William, som lever et ensomt og tilbagetrukket liv blandt sin store samling af antikviteter, sølvtøj og malerier. Han viser gerne sin samling frem for interesserede, men er ellers en bitter mand, som savner sit lokalsamfunds anerkendelse. Hans livs største lyspunkt kommer, da borgmesteren – på opfordring fra naboen Fru Ingvardsen – udnævner William til æresborger.

Dette er dog kun starten (eller rettere slutningen) på fortællingen om Williams liv. I romanen bringes læseren helt tilbage til William og broren Carls barndom med juleaftener på Frederiksberg Allé sammen med farmor, tante Mathilde, kusinerne og faren, sølvvarefabrikant Dahl, hvis fodspor det er meningen, drengene skal følge i. William bliver sendt i lære på et sølvværksted i København. Her deler han værelse med Tage, som hurtigt bliver mere end bare en ven – på Tages vage opfordring deler de to også seng, og Williams hjerte hamrer vildt af glæde. Dagen efter skælder han Tage ud og slår fast, at det aldrig må ske igen. Skammen får bølgerne til at gå højt, og de ender i forbedringshus. Først flere år senere kontakter William igen Tage, og de tager sammen af sted på en lang rejse. William har i mellemtiden frasagt sig arveretten til farens sølvvarefabrik og vil i stedet være operasanger. William er lykkelig, men lykken er lunefuld. Efter rejsen modtager han et brev fra Tage. Han skal giftes med Asta, som han har kendt i to år.

27381634

Først flere år senere får William igen et forhold til en anden mand, købmanden Harald Plum, men også denne efterlader William i vildrede og dyb sorg. Grønlykke benytter her chancen til – gennem tjenestefolkene – at vise, at Williams homoseksualitet ikke er en hemmelighed for andre end ham selv: “Naturligvis havde Oda fundet det overraskende og interessant at erfare at der fandtes flere billeder af købmand Plums søn med hat og stok og i bil i snart sagt de fleste af husets skuffer – og dét havde hun ikke syntes hun ville undlade at delagtiggøre sin kollega, frk. Mikkelsen, i” (side 203).

I løbet af årene får William flere sorger. Hans elskede bror Carl dør, og kort tid efter visner også både moren og faren hen, og William står alene tilbage med den gamle sølvvarefabrik. Selvom William har haft mange planer, ender han alligevel som sølvvarefabrikant Dahl, og den dag han skal holde sin (yderst velforberedte) første tale for de ansatte, står han i stedet med samtlige lærlinges opsigelse i hånden. William er fanget mellem familiens forventninger og sine egne drømme. Han er for korrekt, for stiv og for sær til at kunne omgås andre mennesker på en naturlig måde. Og så lever han i skyggen af sin egen seksualitet hele livet.