Maria Grønlykke henter sin inspiration i taknemmeligheden for de små detaljer i hverdagen, biller i alskens farver, svampe der dufter af violer og sæbe og dug på et edderkoppespind. Hun finder den i hverdagen, i grå tirsdage, trivialiteter, almindeligheder og i det stillestående, og hun finder den i menneskene ag kød og blod omkring sig: “Forleden sad to jyder bag mig i bussen, midaldrende herrer, og på få stop fik jeg tonsvis om faster Åse i Slagelse. Det ville ALDRIG gå i en roman, så godt var det” (Maria Grønlykke: “Inspiration”. Litteratursiden.dk, 2003-11-17). Med sine egne ord kender hun ikke noget så kedsommeligt som bøger uden en heftig forbindelse til virkeligheden.
I Grønlykkes rummelige univers er der plads til originaler, drankere, skurke, sjove koner og homoseksuelle. Det hele stråler ofte af ren og skær fortællerglæde over at kunne berette om disse originaler, men historierne rummer også nederlag, magtesløshed og sorg fortalt i en særegen tone, som er ideel til at give skæbne og naive eksistenser en stemme. Der er aldrig nogen tvivl om, at Grønlykkes hjerte banker for dem og det, der er anderledes, hvad end det så måtte betyde.
Emner og temaer som kærlighed, venskab, ensomhed, seksualitet og forliste længsler er gennemgående hos Maria Grønlykke. Hvor de små hjemstavnsfortællinger i “Fisketyven: historier hjemmefra” og “En lille sang om Stella: andre historier hjemmefra” hovedsageligt har en god hyggelig tone, tager romanerne “I morgen skinner solen” og “Sølvmanden” fat på eksistenser, som langsomt bliver skubbet ud af fællesskabet og havner i dyb ensomhed.
Maria Grønlykke har en fin fornemmelse for at beskrive sine personer, så de træder frem for læseren – alt, hvad hun skriver, handler om mennesket og livet som sådan. Samtidig er det skævheden, der fascinerer som kontrast til det såkaldte normale livs strømlinede og rationelle virkelighed: “Jeg synes, det er så befriende, når nogen bryder de normer, vi alle sammen er mast ind i. Og samtidig synes jeg, det må være så frygtelig svært at have det sådan, at man bare ikke passer ind i det system, alle andre lever i” (Lotte Thorsen: “Jomfru Maria”. Interview i Politiken, 2003-04-06).