Inspiration og sammenligninger

Almindeligheden, humoren, det lettilgængelige sprog og de mange historier om skæbner, der har hjemme i yderliggende provinsflækker, leder tankerne hen på Bent Vinn Nielsens solidariske, kærlige og humoristiske skildringer af det uofficielle Danmarks skæve eksistenser. Bent Vinn Nielsen bekender sig til en realistisk stil og tradition. Han holder fast ved den mundrette tone i de miljøer, han skildrer, og som Maria Grønlykke skriver han i et sprog, som er lettilgængeligt. Fortællestemmen, som læseren møder hos både Maria Grønlykke, kan ligeledes vække minder om Jan Sonnergaards mundtlige og selvkorrigerende stil i “Radiator”, “Sidste søndag i oktober” eller “Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen”. Jan Sonnergaard skriver også om det genkendelige Danmark – dog nærmere betegnet København – og om mennesker, der til tider befinder sig helt ude i periferien af samfundet, bistandsmodtagere, ensomme og butikstyve. I modsætning til Maria Grønlykke blander han dog det hverdagslige med det utrolige, det absurde og det surreelle.

Maria Grønlykkes to novellesamlinger “Fisketyven: historier hjemmefra” og “En lille sang om Stella: andre historier hjemmefra” er også nærliggende at sammenligne med svenske Mikael Niemis “Populærmusik fra Vittula”, som er en både tragisk og humoristisk hjemstavnsroman. Niemis anmelderroste roman, der foregår i den nordligste udkant af Sverige, er skrevet med den samme ømhed over for det rå og temmelig fattige landliv. Som læser hopper man frem og tilbage i tid, og personer, hændelser og anekdoter fletter sig ind i hinanden undervejs i følsomme beretninger om livet i en lille by – hvad enten denne by hedder Pajala og ligger i Sverige eller et sted på Sydvestfyn.

Maria Grønlykkes to seneste romaner er af en lidt anden karakter. Johanne i “I morgen skinner solen” er tragisk som kvindekaraktererne hos Lars von Trier, blandt andet Bess McNeill i filmen “Breaking the Waves”. Og William er tragisk som de to mandlige hovedkarakterer i “Annie Proulx filmatiserede novelle “Brokeback Mountain” og som en lang række af de lidende karakterer i Herman Bangs forfatterskab.