Bjørnen

Vibse er lige blevet fyret, datteren Laura er flyttet hjemmefra og manden Bent er en idiot. Vibse kører op til familiens hytte i Värmland og håber, at den svenske skovidyl vil give hende lidt ro. Det er afsættet i Katrine Marie Guldagers lille roman ”Bjørnen” fra 2018.

I optegnelser over 11 dage følger man Vibse, der er midt i halvtredserne og lige så vred som hun er sorgfuld. Vred over at være blevet fyret på gymnasiet, vred på sin ingeniørmand Bent (som egentlig hedder Lars, men som hun kalder Bent, når hans hår bliver for langt) over at han er for sød og bundløst ked af det tomrum, deres datter har efterladt. Hun har ikke fortalt nogen, at hun er blevet fyret, og hun bruger ensomheden til at endevende sit liv: Har hun været en dårlig kollega, en dårlig mor og en dårlig kone? Hun kommer frem til et par nye selverkendelser, mens hun går til hånde i huset og laden.

54154313

Da hun først ankommer til det afsidesliggende hus i skoven, ånder alt idyl. Der er ild i kakkelovnen, hun læser digte af Tomas Tranströmer og drikker rom, og der er rigeligt med brændekløvning til at afreagere. Men så kommer stormen, og strømmen går. Vibse savner Bent til at fikse alt det praktiske, hun kæmper for at holde varmen og holde sig i live og begiver sig til sidst ned til den lidt spøjse nabo Johan gennem den sneklædte skov i et par hjemmelavede snesko. Med gigantiske vabler farer hun vild og må søge ly i en backstuga. Det pusler udenfor, og da hun pludselig får øjenkontakt med en brun bjørn, er idyllen for alvor brudt.

I første person nutid bander og svovler Vibse sig gennem de 11 dage i Sverige. Hun er skiftevis rasende og nedtrykt, fortvivlet og stolt, og bliver kun mere ydmyg over for situationen og livet som sådan, som dagene går. Den egenrådighed, hun kom med, veksler til en accept af den afhængighed, hun har af Bent. Hun bruger sin vrede konstruktivt, ”den holder hende varm”, som hun siger, og romanen er en art forsvar for den vrede kvinde, som Guldager også har talt om i interviews. Historisk set har kvinder ikke skullet være vrede, men bløde og eftergivende, og Guldager giver her plads til en kvinde, der reagerer og afreagerer med al vredens energi, magt og kompleksitet. Romanen er skrevet med humor og en spændingsmættet fremdrift, der yder Vibses raseri fuld retfærdighed.