Lille hjerte

Citat
”Men jeg er sikker på, at der kommer en dag, hvor kvinder vil være frie. Hvor kvinder siger: Vi vil også have noget ud af livet! Vi vil ikke bare gå og slave for en mand! Tror du ikke? Der kommer en tid, hvor det vil vise sig, at du har været dét, man kalder en foregangskvinde!”
”Lille hjerte”, s. 86.

Som en selvstændig fortsættelse til ”Ulven” udkom Katrine Marie Guldagers roman ”Lille hjerte” i 2012. Den tager sin begyndelse fire år efter, ”Ulven” sluttede og følger den samme familie i Køge med Lilly, Peter og børnene Leonora, Henry og Lille-Ib. En dag tager Lilly resolut Lille-Ib under armen og flytter til København, dels for at forfølge sin forelskelse i Ib Berthelsen, dels for at udleve sine kunstnerdrømme og skifte miljø fra det provinsielle Køge til storbyens gallerier. Hun flytter ind hos Ib Berthelsen og introduceres til de finere kunstnerkredse, men må erkende, at hverken kærligheden eller kunsten var, som hun havde drømt om.

29175217

Hjemme i Køge er Peter ulykkelig og alene med Leonora og Henry, indtil hans nye sekretær Ella flytter ind med sine to børn. Både Peter og Lilly har i deres nye kærlighedsforhold rester af gammel kærlighed med, og det viser sig, at kærligheden mellem Peter og Lilly ikke er helt død. Eller er det deres fælles kærlighed til deres børn, der binder dem sammen? Eller forestillingen om det lykkelige familieliv? Lilly er i vildrede med sine følelser, men formår dog som den eneste på sin tid at tage dem alvorligt og følge dem uden skelen til omgivelsernes foragt og konventioner. Hun bliver en foregangskvinde for den selvrealiserende generation, der kommer efter hende.

Gennem Lilly og Peters syn på hende præsenterer fortælleren forskellige holdninger til kvindens rolle og ansvar over for familien. Hvor Lilly rejser fra sine børn for at realisere sig selv og blive lykkelig som kvinde og kunstner, mener Peter – og resten af samfundet – at en kvinde skal blive hos sin familie for børnenes skyld. ”Lille hjerte” diskuterer konsekvenserne for skilsmissebørn, der må leve skiftevis uden en mor og en far. Men som Leonora erkender i bogen: ”det eneste, der var værre end at have en mor, der var rejst sin vej, var at have en mor, der var sammen med én mod sin vilje.” (s. 203.) Der er ikke noget facit på skismaet mellem at være mor, kvinde og kunstner, men der er en holdning til, at børn skal vokse op i en familie og at forældre skal påtage sig det ansvar, det er at få børn, selvom det kan betyde, at de må give afkald på egne drømme og længsler.