Fjerde bind i Katrine Marie Guldagers Køgetrilogi udkom i 2014 med titlen – og temaet – ”Peters død”. Den forsmåede og ulykkelige patriark Peter dør i bogens begyndelse, og romanen er en afsøgning af, hvad sorg og tab gør ved mennesker og på hvor mange måder, mennesker kan sørge. Det viser sig, at man i høj grad kan ikke-sørge, altså skubbe følelserne væk, ned i den fugtige kælder, der gentagne gange bruges som billede på det sted, hvor de uvelkomne, upassende og uerkendte følelser bugseres hen. Fortælleren understreger, at sorg er det, der binder folk sammen, da det er et fælles vilkår, at vi alle skal miste vores forældre, hinanden, vores børn.
Peters datter Leonora er tynget af sorg over faderens død og over sin ufrivillige barnløshed. Sønnen Henry er flyttet i kollektiv med sin gravide kæreste Birgitte og deres søn Thomas, og ekskonen Lilly bliver forladt af Ib Berthelsen og tvinges til at tage stilling til sit liv. Livet i Henrys nystartede kollektiv beskrives udførligt med plenumdiskussioner om fælles børn, gruppesex og bevidsthedsudvidende kropsøvelser. Beboernes hverdag, tøj og mad er detaljeret beskrevet og giver et klart billede af dagliglivet i det, der optræder som et af landets første kollektiver.
51206134
Der er forskel på at bo i Køge, hvor sladderen render, i en stille lejlighed i Bredgade og i et revolutionært kollektiv i Hellerup. Alle nuancer af familie- og boformer vises frem, og det kommer endda forbi det skumle Vesterbro, hvortil Henry flygter, da Birgitte erklærer sig for lesbisk og smider ham ud af ægtesengen. På Vesterbro møder Henry sin tidligere flamme Helle, og det bliver begyndelsen til en storslået nedtur.
De indbyrdes familieforhold mellem Leonora, Henry, Lilly og Peters mangeårige 'veninde' Ella positioneres til det ekstreme, da deres fælles reference dør. Hvem er de nu over for hinanden? Er Peter stadig børnenes far? Kan de slå en streg over de forgange års stridigheder? Alle håber de, at de efter Peters død kan begynde på en frisk, men årtiers had og svigt er ikke lige til at komme over.
Fortælleren fylder også i denne roman meget og kaster lys frem i historien. Allerede her i 1972 bedyres f.eks., at Henrys lille datter Tine er tæt forbundet med havet og vil møde en voldsom flodbølge i Thailand 32 år senere.