”En uskyldig familie”, s. 273.
På bestilling af filmmanden Peter Ålbæk Jensen har Katrine Marie Guldager skrevet ”En uskyldig familie”, der udkom i 2017.
Romanens handling tager sit afsæt i 1970’ernes Svendborg, hvor det unge par Jytte og Holger flytter ind i en strandvejsvilla og snart får børnene Frederik og Lene. Holger bruger det meste af sin tid med sit biodynamiske landbrug på Drejø, mens den socialt anlagte Lene udfolder sig selv i mødet med naboerne og ikke mindst de lokale mænd. Drengen Frederik er indesluttet og vred, Lene en kuet lillesøster. Senere kommer lillebror Jakob til og vokser op i skyggen af de to store.
I raske spring følger romanen børnenes opvækst med Frederik i centrum. Han uddanner sig i København og bliver en succesfuld finansmand i New York med en fremtrædende stilling hos Goldman Sachs og det jetsetliv, der følger med. Lene bliver præst i Svendborg og gifter sig med den sexhungrende australier Kyle, mens Jakob lukker sig inde i sin lejlighed med computerspil.
52811589
En række sammenbrud og angstanfald fører Frederik hjem til en dyr lejlighed på Langelinie i København. Han møder Birgitte og forsøger at falde til i hendes rige omgangskreds, men uanset penge, damer og succes på jobbet bliver Frederik aldrig rigtig tilfreds. Han har storhedsvanvid og kan næsten ikke overskue sin jordnære, venstreorienterede og ambitionsløse familie. Da Jakob går amok med et baseballbat, og mor Jytte bliver dødeligt kræftsyg, må Frederik vende hjem til Svendborg og se sin familie, sin barndom og sig selv i øjnene.
I højt fortælletempo og med en tydelig fortæller går historien over stok og sten med nedslag i afgørende øjeblikke. En psykoanalytisk tilgang til opvækstens betydning for voksenlivet præger skildringen af familien og i særdeleshed forholdet mellem Jytte og Frederik. Far Holger holder fast i troen på, at både livsstil og økonomi skal være bæredygtigt, og Lene trøster familien med, at den kristne tro fortæller os, at menneskelivet aldrig kan være perfekt. Karakterernes indbyrdes uenigheder udspiller sig mellem kristendom og gudløshed, socialisme og kapitalisme, mellem egoisme og altruisme, sandhed og løgn, og i lighed med Guldagers Køge-krønike er der en kritik af 68’er-generationens grænseløse måde at opdrage børn på – med hovedet fuld af egne behov frem for barnets.