Katrine Marie Guldager kastede sig ud i romangenren med ”Blank” fra 1996, som er en indre monolog på 59 sider fremført af Helene Brostrøm, som bor på en bondegård med sin mand. Helene er ‘blank’, altså dum, og psykisk er hun ved at gå op i limningen. Der er en dobbelthed i fortællerstemmen, idet den på den ene side virker som en umiddelbar gengivelse af tankestrømmen (også kaldet ‘stream of consciousness’). På den anden side er den bevidst om sin formidling: ”Jeg gør det, jeg præsenterer mig selv, jeg hedder Helene, Helene Brostrøm.” (Den indledende sætning).
Fortællerstemmen er dominerende i ”Blank”, og det er også tilfældet i Katrine Marie Guldagers næste roman ”Det grønne øje” fra 1998, som er betydeligt længere. Her er det fortællende jeg en engelsk overklassekvinde, som kommer ud i en konflikt med sin eksmand, da han vil have urnen med asken af deres afdøde datter med sig til Canada. Umiddelbart ser sproget i ”Det grønne øje” temmelig normalt ud, men så sker der ting og sager: Flere og flere fabulerende fortællinger, som tilsyneladende ikke har noget med hovedfortællingen at gøre, skydes ind i tide og utide. Netop som man tror, hovedfortællingen drukner i anekdoter, ser man, at de i stedet understreger og tilføjer nye dimensioner til fortællingen. Det sker for eksempel i afsnittet ”Hemmelige transporter”, hvor hovedpersonen opholder sig i Zambia med sin mand. Der modtager hun et brev, som er en lille historie om en aldrende dame i Afrika, som bliver vidne til en smuglertransport og får lov til at se den smuglede vare. Det viser sig, at det er en gipsafstøbning af en hånd, som holder en blyant. Genstanden fra den lille fortælling bliver symbolsk for alle anekdoter, der udgør den store fortælling: ”Den forekommer mig at være et billede på den hånd der nu nedskriver nogle af alle de anekdoter der har passeret gennem Pinton…” (s. 97).
Katrine Marie Guldager har senere kaldt ”Det grønne øje” for en skriveøvelse, et nødvendigt trin på forfatterskabets trappe. Hun udtaler, at hun var blevet træt af den megen attitude i romanen og mente, det spærrede for stoffet. (Carsten Andersen: Forfattere i forhør; “Katrine, jeg kan naturligvis ikke love dig noget ...”. Politiken, 2006-07-02).