I 2001 overrasker Katrine Marie Guldager igen ved at være nyskabende, denne gang med digtet ”Ankomst, Husumgade”. Værket består af 77 prosastykker fordelt på syv afsnit. Selvom det ligner en digtsamling, er det ét langt digt, og derfor finder man heller ingen titler på de små tekstbidder. De står nederst på siderne, hvilket tilføjer en grafisk tyngde, som illustrerer den alvor og indignation, digtet rummer.
23521962
Konkrete elementer i ”Ankomst, Husumgade” er blandt andet en bananpalme, der bliver et sted for refleksion. Der er Afrika (igen) som et eksempel på den Tredje Verden, og den voksende sociale ulighed, når ”kontinenterne rykker sig” (s. 12). Tre mandspersoner, Mr Ben, Mr Bright og El-Said, fungerer som konkrete mennesker, der lider under denne ulighed. På s. 33 henvender jeg’et sig til du’et og siger om Mr Bright: ”Måske tror du, han tilhører et indre landskab, men det gør han ikke. Han er svimmel af sult, og han venter”. Digtet kredser altså om relationen mellem det lokale og det globale og de konkrete konsekvenser – såsom sult, landflygtighed og selvmordstrang – som det har for menneskene i den Tredje Verden, personificeret i de tre mænd. Andre steder bliver brutal prostitution og børneporno fremført med bidende sarkasme. Det retoriske spørgsmål bliver, for at sætte det på spidsen, om man/vi vil påtage os det ansvar at redde verden. Humanitet, etik og verdensbevidsthed bliver de overordnede temaer, fremført med sarkasme og ironi. I skyggen finder man ensomheden, for eksempel i metaforen at vi alle er myrer på en isflage, eller i følelsen af at være ukomplet, hvis man er ligeglad med sine lidende medmennesker i Afrika. Dette kan man se på s. 34, der udelukkende udgøres af sætningen: ”Du går ned ad Strøget, men der mangler noget”.
I ”Ankomst, Husumgade” bliver verden beskrevet som kompleks og uoverskuelig, hvilket understreges af to sproglige greb: Det ene er den måde, hvorpå tekstboksene refererer til hinanden og danner den sammenhæng, som gør det til ét digt. Det andet greb er den måde, hvorpå indholdet stritter i alle retninger og efterlader et særdeles kaotisk og åbent udtryk. Kompleksitet og uoverskuelighed bliver også et resultat af, at du’et i digtet konstant skifter identitet: Det kan være en usympatisk overklasseperson, læseren eller jeg’et selv. Det bliver nærmest skizofrent på s. 47, hvor verden trænger ind i du’et, der er ved at eksplodere som en håndgranat, og jeg’et udbryder: ”Du er for helvede ikke i flertal!”