I 2005 udkom Katrine Marie Guldagers novellesamling ”Kilimanjaro”, der på mange måder minder om ”København”. Den starter med et K, er lille, sort og kompakt og består af 11 noveller. Mange af novellerne foregår igen i København, men fire af dem foregår i Afrika, som der yderligt refereres til i flere af de andre noveller, og heri består den første store forskel mellem de to novellesamlinger.
Ligesom i ”København” krydses de forskellige menneskers liv i ”Kilimanjaro”, men nu sker det også i en stor skala, mellem København/Vesten og Dar Es Salaam i Afrika/den Tredje Verden. Her er en genkomst af globaliseringstemaet, som blev lyrisk behandlet i ”Ankomst, Husumgade”. De tilsyneladende tilfældige linjer, som diskret trækkes mellem novellerne, skal på én gang påpege fremmedgørelsen og isolationen menneskene imellem, og på den anden side vise, hvorledes de alligevel er forbundne. Især forholdene mellem sorte og hvide bliver symptomatiske for relationen mellem Danmark og Afrika.
25890116
Det sker for eksempel i novellen ”Dreng i Dar Es Salaam”, hvor den sorte tjenestepige Bees liv er en tragedie, for hendes eksmand har, med loven i ryggen, taget deres søn, selvom han er ligeglad med ham. Bees familie har slået hånden af hende, og hun føler sig tvunget til at have sex med sin ekssvoger, fordi han lover at ville hjælpe hende med at få sønnen igen. Det gør han bare ikke. Sceneskift: i de hvide arbejdsgiveres stue er overklassekvinden utilfreds med, at Bee aldrig har en mening om hendes middagsselskaber! Her stilles to vidt forskellige virkeligheder op imod hinanden, og ved siden af Bees liv fremstår den vestlige livsstil i Afrika som dekadent og ligegyldig. Novellen er eksemplarisk i sin modstilling af hårdhed og sårbarhed, ligegyldighed og længsel, som gennemløber de andre noveller i ”Kilimanjaro”.
I ”Kilimanjaro” efterlader den samtidige afvisning og tiltrækning menneskene imellem dem i et vakuum, hvor tomhed, ensomhed og angst lurer. Dette tema holdes dog i ave af den konstante bevægelse i novellerne, trafikken i og mellem Afrika og Danmark.
Fortælleren gengiver nøgternt den ydre handling, men dykker stedvist ind under huden på personerne og følger deres tanker. Stemmen er ikke helt så dæmpet og underspillet som i ”København”. Det væsentlige står både på og mellem linjerne, og nogle gange kommer der små lynnedslag af poesi: ”Det var, som om de opholdt sig inde i deres fars hjerne.” (s. 13). I ”Kilimanjaro” er der også indlejret en vis mystik, som efterlader novellerne med løse ender.