Katrine Marie Guldagers seneste novellesamling, ”Nu er vi så her” fra 2009, er en undersøgelse af familierelationer i alle tænkelige konstellationer. De 18 korte tekststykker kredser mestendels om, hvordan det enkelte individ passer ind i sine slægtskaber, eller – oftere – ikke passer ind i de sammenhænge, der er givet af blodet.
Et tilbagevendende tema er forældre, der har så travlt med at realisere sig selv, at de overser deres børn og glemmer at vise dem respekt. I samlingens første novelle ”Voksne mennesker kan godt tale om sex” er en mor så forhippet på at retfærdiggøre sine egenrådige handlinger, at datteren tages som gidsel i situationen. Moderen fornemmer ikke, at datteren er tydeligt utilpas ved det hele: hun skal bare have aflad for fortidens svigt og renset sin egen dårlige samvittighed. Titelnovellen stiller spørgsmålene, om det overhovedet er muligt at gøre tingene anderledes, end ens forældre gjorde det. Om man er determineret til at handle på en bestemt måde ud fra ens opvækst. Om bindingen mellem forældre og børn er så stærk, som man skulle (eller gerne ville) tro. I novellen ”Sæson for hummere” vælger en adoptivsøn aktivt at bryde med sin adoptivfamilie, da han føler sig fremmed og fanget i den.
27662323
”Nu er vi så her” fortæller om alle mulige familiesammenhænge på kryds og tværs af generationer, af ægteskaber, blod og ikke-blod. De fleste af familierne er temmelig dysfunktionelle og klarer ikke at gennemføre de mest simple aktiviteter uden at mindst én part føler sig udenfor, forsmået eller uelsket. Alle har vanskeligt ved at tale om tingene, og den manglende kommunikation udfordrer forholdene. Det svære opstår særligt i de relationer, hvor det er på forhånd givet, at der skal være kærlighed mellem mennesker, og det viser sig, at der ikke er det.
Samlingen er også et opgør med de familieeksperimenter, som 68’er-generationen gjorde sig. Står det til disse noveller, er det ikke lykken at have en mor, der pludselig skal til Indien og realisere sig selv. Det er til gengæld lykken at have en mor, der ser, opmuntrer og respekterer en. I Katrine Marie Guldagers univers er den slags forældre bare ikke særlig typiske.