I Katrine Marie Guldagers roman ”Ulven” fra 2010 bruger hun igen historisk stof sideløbende med personlige fortællinger. Rammen er denne gang sat til Køge i årene omkring Anden Verdenskrig, og i lyset af krigen følger vi en families udvikling gennem flere generationer.
På bogens første linjer anslås konflikt og hovedtema: Den alvidende fortæller beretter, at Leonora vil slå sin bror Henry ihjel, og at Leonoras mor langsomt vil udvikle sig til en ulv. Der er altså tale om en slægtshistorie med bibelmotiver, antydninger af psykologiske fortrængninger i skikkelse af farlige dyr og en fortæller, der kan gribe både frem og tilbage i historien for at få det hele med.
Først hører vi om, hvordan Leonoras forældre mødte hinanden (var det skæbnen eller blot en tilfældighed?), siden om Leonoras fars søstre frk. Lys og frk. Mørke, om Leonoras bedsteforældre og en masse udenomsægteskabelig flirten på torvet i Køge. Leonora, Henry og lillebror Ib fødes i huset på Marievej, og morens ulv flytter ind i sit bur på loftet. Mens krigen skrider frem, går familielivet sin skæve gang, hvor alle har deres at slås med.
28438125
Oftest i form af den ondskab og det mørke, der har indtaget de fleste af karaktererne, og som er en tematisk ramme for romanen. Livet er efter alt at dømme en kamp mellem sort og hvidt, mellem liv og død, mellem godt og ondt. En anden kamp, der udkæmpes, er den kropslige kamp mellem begær, drift og undertrykkelse af samme. Tro, religion og skolelærerindens ’praktiske kristendom’ er et modspil til kunsten, der fungerer som et åndeligt frirum fra familien.
”Ulven” tager fat på mange af de samme emner, som Guldager tidligere i forfatterskabet har berørt – opdragelse, familielivets snærende bånd, konflikt mellem erkendte og uerkendte følelser – men denne gang tilføres det en overnaturlig dimension: En engel falder ned i en baggård, en indre dæmon manifesterer sig som en ulv i et bur, og de døde vender tilbage som sorte fugle i den virkelige verden. Fordi karaktererne ikke undrer sig over fænomenerne, accepterer man dem som læser. Fortællerens indbrud om, hvad den ene og den anden slags læser mon ville tænke her, gør fortællergrebene synlige uden at det forekommer påtrængende.