På spørgsmålet om, hvem Katrine Marie Guldager selv har stået i mesterlære hos, svarer hun: ”Jeg har efterabet Dan Turèll, Søren Ulrik Thomsen og Henrik Nordbrandt i digtene. En tømrer opfinder jo heller ikke fænomenet 'hus', hver gang han bygger et”. (Carsten Andersen: Katrine, jeg kan naturligvis ikke love dig noget. Forfattere i forhør, s. 124.) En ting er inspirationen til det tidlige forfatterskabs lyrik. Noget andet er den strømning, der følger det senere forfatterskabs prosaværker. Om det fortæller hun, at hun føler sig som del af en forfattergeneration, der er begyndt at skrive fortællinger, hvor personlige historier kombineres med en interesse for politik, samfund og historie. (Carsten Andersen: Katrine, jeg kan naturligvis ikke love dig noget. Forfattere i forhør, s. 125.) Dette slægtskab breder sig ud til samtidige forfattere som Lars Frost, Kirsten Hammann, Jan Sonnergaard, Merete Pryds Helle, Maja Lee Langvad og mange andre.
Listen over forfattere, der har undersøgt og beskrevet komplicerede familieforhold, er lang. Arvestrid og ufortalte historier er centrum for Vigdis Hjorts ”Arv og miljø” (2017), og i Per Pettersons ”Jeg nægter” (2013) spørger han til, hvad der binder mennesker sammen – og om man kan nægte at være i en relation eller tilgive den, der har såret en. Leonora Christina Skov har i ”Den, der lever stille” (2017) fortalt sin historie om et forældrepar, der vægtede normer højere end datterens lykke – og om det efterfølgende opgør fra datterens side, hvilket først var muligt, da moderen døde.