Katrine Marie Guldager har forladt lyrikken fra forfatterskabets første del til fordel for prosa, hvilket har indebåret genrehybrider som den prosaiske (firkantede) form i digtene i ”Styrt” og de lyriske elementer i ”København” og ”Kilimanjaro”. Denne bevægelse væk fra faste former peger på en postmoderne æstetik, og Guldagers brug af humor – især i form af ironi og sarkasme – understøtter dette yderligere.
Selv om forfatterskabet spænder vidt, er der mange røde tråde at finde. Stilistisk kan man pege på den centrumløse bevægelse som et gennemgående træk: I digtsamlingerne finder man hektisk bevægelse inden for de enkelte digte, understøttet af den sproglige opbygning og brugen af kolon. Novellesamlingen ”København” består af et net af bevægelser rundt i byen, og ”Kilimanjaro” zapper mellem Danmark og Afrika. Et andet stilistisk element er brugen af helt konkrete ting i teksterne, og især digtsamlingerne er fyldt med ting som brødmaskiner, en solsort og en bananpalme. På den anden side af årtusindskiftet bruger Guldager ofte tingene som sociale markører: I ”Ankomst, Husumgade” får vi for eksempel indirekte at vide, at det er overklassen, det drejer sig om, når personerne sættes i forbindelse med bilmærket Alfa Romeo, en avis og en fletstol.
Gennemgående temaer er Afrika og mere overordnet globaliseringen og dens etiske implikationer. Fremmedgørelse er et lige så vigtigt motiv, og den findes i alle afskygninger, især i principielt nære relationer, såsom familien. Dette udfoldes detaljeret og personligt i romanen ”Det samme og noget helt andet”.
‘Medmennesket’ er også et vigtigt tema, når Guldager udstiller, hvorledes de rige er ligeglade med de fattige, og hvordan mænd køber prostituerede – heriblandt børn – men forsøger at undgå moralske tømmermænd. I begyndelsen af forfatterskabet er der enkelte glimt af kærlighed som en formildende faktor, men kærlighed bliver mere og mere fortrængt af ensomhed og sjælelig forråelse, jo nyere udgivelserne er.
I de senere udgivelser er familien og individets forhold til det familiære fællesskab helt central. Både i kronikker og i Køge-krøniken italesætter Guldager en klar holdning til skilsmisser. Med børnenes tarv for øje plæderer hun for, at forældre skal blive sammen for at skåne børnene for ”de følelser af splittelse og opbrud, der siden skulle blive så almindelige blandt danske børn,” som der står i ”Lille hjerte” (s. 162.) Forfatterens interesse for psykoanalyse løber som en strøm gennem de skønlitterære værker og er særskilt emne for den psykoanalytiske fortælling i ”Lysgrænsen”. Endelig er forholdet mellem orden og kaos en fællesnævner for hele forfatterskabet. Her holder personerne krampagtigt fast i den tynde skal af orden og civilisation, som omgiver et indre kaos og moralsk forfald.