Katrine Marie Guldagers bevægelse fra lyrik til prosa har indebåret genrehybrider som den prosaiske form i digtene i ”Styrt” og de lyriske elementer i ”København” og ”Kilimanjaro”. Denne bevægelse væk fra faste former peger på en postmoderne æstetik, som også understøttes af Guldagers brug af humor – især i form af ironi og sarkasme.
Selv om forfatterskabet spænder vidt, er der mange røde tråde. Stilistisk kan man pege på den centrumløse bevægelse: I digtsamlingerne finder man hektisk bevægelse inden for de enkelte digte, understøttet af den sproglige opbygning og brugen af kolon. Novellesamlingen ”København” består af et net af bevægelser rundt i byen, og ”Kilimanjaro” zapper mellem Danmark og Afrika. Et andet stilistisk element er brugen af helt konkrete ting, og især digtsamlingerne er fyldt med genstande som brødmaskiner, en solsort og en bananpalme. På den anden side af årtusindskiftet bruger Guldager ofte tingene som sociale markører: Vi får f.eks. indirekte at vide, at det er overklassen, det drejer sig om, når personerne sættes i forbindelse med bilmærket Alfa Romeo og en fletstol.
Gennemgående temaer er Afrika, globaliseringen og dens etiske implikationer. Fremmedgørelse er et lige så vigtigt motiv, og den findes i alle afskygninger, især i nære relationer, såsom familien. Dette udfoldes detaljeret og personligt i ”Det samme og noget helt andet”.
‘Medmennesket’ er også et vigtigt tema, når Guldager f.eks. udstiller, hvordan mænd køber prostituerede – heriblandt børn – men forsøger at undgå moralske tømmermænd. I begyndelsen af forfatterskabet optræder kærligheden som en formildende faktor, men den fortrænges mere og mere af ensomhed og sjælelig forråelse, jo nyere udgivelserne er. I 2025 vender Guldager dog tilbage til tosomheden i romanen ”Først når jeg siger til”.
I mange udgivelser er familien og individets forhold til det familiære fællesskab helt central. Både i kronikker og i Køge-krøniken italesætter Guldager en klar holdning til skilsmisser. Med børnenes tarv for øje plæderer hun for, at forældre skal blive sammen for at skåne børnene for ”de følelser af splittelse og opbrud, der siden skulle blive så almindelige blandt danske børn.” (”Lille hjerte”, s. 162.) Forfatterens interesse for psykoanalyse løber som en strøm gennem de skønlitterære værker og er særskilt emne for den psykoanalytiske fortælling i ”Lysgrænsen”. Endelig er forholdet mellem orden og kaos en fællesnævner for hele forfatterskabet.