I 2014 udgav Christina Hagen coffee table bogen ”Boyfrind”, hvis cover prydes af et foto af en penis og en kvabset vom, hvorpå titlen er skrevet med lyserød tusch i infantil stil med stavefejl og hjerte over i’et. Der er hverken forfatternavn eller genremarkør til at præsentere værket. Bogens otte afsnit er skrevet på skoleengelsk i en svært læselig håndskrift, med tusch i forskellige farver, overstregninger og stavefejl – fortælleren har erklæret aldrig at ville forfatte noget på korrekt dansk igen. Til delvist at understøtte fortællingen er bogen rigt illustreret af fotografier, der er hverdagssnapshots af mennesker, planter, kvinder på en strand, billeder fra en bus i solskin og slidte, rodede rum.
Den kvindelige jegfortæller er i bogens begyndelse lige blevet kæreste med Boyfriend, der er bedre uddannet og begår sig i andre sociale lag end hende.
51032705
Hun både væmmes ved og tiltrækkes af de klasseforskelle, der kommer til udtryk i evnen til at formulere sig korrekt og reflekteret, deltage i dannede samtaler og holde sig inden for rammerne af det socialt vedtagne. Hvilket fortælleren grundlæggende ikke har lyst til. Hun taler nemlig det uperfekte menneskes sag.
Når fortælleren rejser ud i verden, med eller uden boyfriend, slipper hun alligevel ikke på noget tidspunkt hans tankesæt: Hvad ville boyfriend synes/gøre/tænke i den her situation? Fortælleren kan ikke finde sig selv, fordi boyfriends blik på hende (som hun ser det) definerer hendes valg, og hun forsøger at nærme sig ham ved at være som ham: i Madrid opsøger hun en kvindelig prostitueret, for det ville Boyfriend gøre. Prostitutionen vendes i bogen på hovedet, da fortælleren på mange måder prostituerer sig selv i forholdet til boyfriend.
Fortælleren elsker, at hendes dominerende og bedrevidende kæreste nedvurderer hende, og ”Boyfrind” er et skamløst portræt af en selvudslettende kvinde, der lever gennem andre, uden egen kerne eller integritet. Værket udtrykker en tro på, at både det hæslige og almindeligt menneskelige er ok, og fortælleren kaster på den måde lys over det, vi fordømmer og giver ordet til dem, der ikke får taletid i medierne eller i intellektuelle forsamlinger.