Parforholdsgyser er et af de ord, der er blevet knyttet til Hammanns roman ”Alene hjemme” fra 2015. I centrum af fortællingen er da også hovedpersonen Saras forhold til kæresten Philip, hans børn og hendes store ønske om selv at få et barn, hvilket han ikke er interesseret i. Bedre bliver det hele ikke, da den sexede og impulsive Frederikke flytter ind i lejligheden ovenpå. Hendes hjemmelavede flødeboller smager også mærkeligt bittert, synes Sara, og til sidst er det Frederikke, som bliver gravid.
Hammann forklarer, at Sara er ligesom frøen, som først for sent opdager, at den bliver kogt: ”Det er en klassiker, at to mennesker er superforelskede og tror, de skal være sammen altid; så kommer der nogle små ændringer (…) og grænser nedbrydes langsomt. Men når vandet kun gradvis bliver varmere tilpasser du dig og håber, at det nok skal gå.” (Tine Marie Winther: ”Jeg kan ikke skrive noget uden at klæde folk af”. Politiken, 2015-02-16). Hammann understreger ligeledes sin leg med gyserelementet: ”Både reelt og så med den angst, Sara har for, at der sker noget bag hendes ryg. Jalousi og paranoia er jo ofte bare fantasi.” (Tine Marie Winther: ”Jeg kan ikke skrive noget uden at klæde folk af”. Politiken, 2015-02-16).
51595335
Sara bekymrer sig om alting og føler, hun sidder oven på en faldlem og venter på, at Philip går fra hende, eller at verden på anden vis falder fra hinanden. Den kogende frø bruges i romanen også som et billede på verdens katastrofekurs med global opvarmning, ulighed og det forkælede overflodssamfund i vores del af verden.
Det humoristiske og satiriske er også en vigtig del af denne Hammann-samtidsroman, ligesom hendes evne til at omplante uhåndterlige følelser af f.eks. uformåenhed og selvbebrejdelse til et fysisk sted og en konkret krop: ”Sara er forkert, og det er ikke bare en følelse, det er både synligt og målbart (…) Hendes skelet er vokset forkert sammen, så det er helt skævt, knoglerne vender den forkerte vej og stikker ud de forkerte steder.” (s. 5). I figurtegningen af hovedpersonen er der tale om en skiftevis loyal og udstillende fremstilling. Ligesom i andre Hammann-bøger er personskildringen morsom og grotesk, men romanens figurer har det også med at være utrolig genkendelige i al deres uperfekte menneskelighed.